Forskrifter, der skal have retligt bindende virkning for borgere, virksomheder m.v., skal som hovedregel have hjemmel i lov. Der findes dog bl.a. nogle mere generelle forskrifter, der uden at have hjemmel i lov er af bindende karakter for borgernes m.v. benyttelse af offentlige institutioner, såsom f.eks. sygehuse. Disse såkaldte anstaltsanordninger vil ikke blive behandlet i det følgende, men opmærksomheden henledes på, at der er snævre grænser for, hvilke forskrifter der kan fastsættes i en anstaltsanordning uden yderligere hjemmel.
Hvilken regulering, der kan udstedes med en bestemt hjemmel, må afgøres ved almindelig lovfortolkning. I den forbindelse skal der særligt peges på, at jo mere indgribende reglerne er, jo sikrere må hjemlen være. Bestemmelser af særligt indgribende karakter kan således alene udstedes, hvis hjemmelsloven indeholder en udtrykkelig bemyndigelse hertil. Der må således i almindelighed kræves udtrykkelig hjemmel til at fastsætte bestemmelser om f.eks. straf. Det samme gælder bebyrdende regler med tilbagevirkende kraft. Det kræver endvidere særlige holdepunkter i loven at fastsætte regler, der fraviger lovbestemmelser eller fraviger almindeligt anerkendte retsgrundsætninger. Det gælder f.eks. fravigelse af den almindelige ulovbestemte rekurs.
På tilsvarende måde er det almindeligt antaget, at offentlig myndighedsudøvelse, f.eks. meddelelse af tilladelser eller udførelse af kontrolforanstaltninger, sker uden betaling. En fravigelse heraf kræver lovhjemmel.
Derimod kræver det i almindelighed ikke lovhjemmel, at en minister overlader den adgang, ministeren har efter loven til at træffe konkrete afgørelser eller fastsætte generelle forskrifter, til en myndighed, der står i et underordnelsesforhold til ministeren. En sådan delegation er kun afskåret, hvis der er holdepunkter i hjemmelsloven eller dens forarbejder for det. Som nævnt under pkt. 2.1 bør en beslutning om, at en kompetence generelt overlades f.eks. af en minister til en styrelse, altid angives i en bekendtgørelse. Overladelse af beføjelser til myndigheder, der ikke er i et underordnelsesforhold, eller til private, herunder interesseorganisationer m.v., kan derimod normalt ikke ske uden lovhjemmel.
Opmærksomheden henledes på, at hvis en minister har overladt en adgang til at fastsætte generelle forskrifter til en underordnet myndighed, vil de regler, der fastsættes af denne myndighed, fortsat skulle have hjemmel i loven i øvrigt.
Regler, der har hjemmel i forskellige love, men hvor hjemlen til at fastsætte reglerne tilkommer den samme minister, kan samles i én bekendtgørelse, hvis det er hensigtsmæssigt som følge af reglernes indbyrdes sammenhæng.
Tekstanmærkninger til finansloven og tillægsbevillingsloven kan – ligesom andre lovbestemmelser – give hjemmel til at udstede en bekendtgørelse.
Forordninger virker som national lovgivning i medlemsstaternes retssystemer. En minister eller en anden administrativ myndighed kan derfor bemyndiges i en forordning til at udstede en bekendtgørelse.
En bekendtgørelse kan således udstedes direkte med hjemmel i en forordning, hvis bemyndigelsen i forordningen til at fastsætte nærmere regler er rettet direkte til en administrativ myndighed (f.eks.: »Den kompetente myndighed kan fastsætte…«). Er bemyndigelsen i forordningen rettet til medlemsstaten – sådan som det normalt er tilfældet – giver forordningen derimod ikke i sig selv ministeren eller forvaltningen hjemmel til at udstede en bekendtgørelse. Som eksempel på en bestemmelse i en forordning, der giver hjemmel til at udstede en bekendtgørelse, kan nævnes artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Det fremgår heraf, at bl.a. kompetente myndigheder »kan […] fastsætte undtagelser fra artikel 11-15« i forordningen.