Der bør som det helt klare udgangspunkt altid angives en bestemt dato for ikrafttrædelsen af en bekendtgørelse, jf. følgende eksempel:
»Bekendtgørelsen træder i kraft den … .«
Bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt bør som altovervejende hovedregel tidligst være dagen efter kundgørelsen i Lovtidende, så ikrafttræden og kundgørelse ikke er sammenfaldende.
Hvor det efter omstændighederne i love kan være nødvendigt at angive, at »loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende« eller i helt særlige tilfælde »ved bekendtgørelsen i Lovtidende«, vil det i bekendtgørelser sjældent være nødvendigt at anvende tilsvarende formuleringer. Det skyldes, at tidspunktet for en bekendtgørelses kundgørelse på forhånd kan forudsiges. I modsætning hertil kan det på grund af behandlingen i Folketinget være svært at forudsige loves kundgørelsestidspunktet. De nævnte formuleringer af ikrafttrædelsestidspunktet bør derfor kun anvendes helt undtagelsesvis i bekendtgørelser.
Ikrafttrædelsestidspunktet bør i øvrigt fastsættes således, at der sikres en hensigtsmæssig proces i forbindelse med kundgørelsen. Det bør således almindeligvis sikres, at der kan ske optagelsesanmodning i Lovtidende på hverdage (se herom pkt. 8.1.1).
Ved indførelse af nye regler bør man endvidere ud fra et hensyn til muligheden for at indrette sig på de nye regler generelt være opmærksom på at sikre en rimelig tid fra reglerne kundgøres, til de træder i kraft. Dette gælder også for regler, som indebærer behov for nye administrative tiltag m.v. i kommunerne og regionerne.
Rimelig tid til forberedelse kan understøtte en mere effektiv implementering af nye regler. En periode til at forberede ikrafttrædelsen af nye regler giver eksempelvis kommunerne og regionerne forbedrede styringsmuligheder i forhold til bl.a. at afklare eventuelle fortolkningsmæssige spørgsmål og tilrettelægge interne procedurer med henblik på at kunne foretage en mere kvalificeret sagsbehandling umiddelbart efter bekendtgørelsens ikrafttræden. Tilsvarende kan det ved fastlæggelse af ikrafttrædelsestidspunktet være hensigtsmæssigt at afsætte tid til at tilvejebringe den fornødne it-understøttelse eller til at foretage tilpasninger heraf. Hensynet til en rimelig implementeringsperiode bør indgå i arbejdet med at forberede bekendtgørelsen, dog således at processer for høringsfrister m.v. ikke sættes unødigt under pres.
Endvidere bør eksempelvis ikrafttrædelse af ændringer i de offentlige budget- og regnskabsopgørelser så vidt muligt følge regnskabsåret, så der ikke skal rettes i de konteringer, som allerede er foretaget.
Ved hovedbekendtgørelser (se om ændringsbekendtgørelser nedenfor) kan de enkelte bestemmelser sættes i kraft på forskellige tidspunkter. I sådanne tilfælde bør ikrafttrædelsesbestemmelsen indledes med et stykke, der fastslår, at bekendtgørelsen træder i kraft på tidspunktet for ikrafttrædelsen af de dele af bekendtgørelsen, der først skal træde i kraft. Herefter kan der indsættes et eller flere supplerende stykker, der fastslår, at nærmere angivne dele af bekendtgørelsen træder i kraft på et senere tidspunkt. De supplerende stykker bør placeres i den rækkefølge, der svarer til ikrafttrædelsestidspunkterne, så stykker med tidligere ikrafttrædelsestidspunkt placeres før stykker med senere ikrafttrædelsestidspunkt.
Hvis hovedbekendtgørelsens ikrafttrædelsesbestemmelse indeholder flere stykker med forskellige ikrafttrædelsestidspunkter, bør det indledende stykke, der fastsætter bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt, indeholde en henvisning til de supplerende stykker. Dette bør ske ved, at der i det indledende stykke indsættes », jf. dog stk. … .«
De dele af hovedbekendtgørelsen, der udskilles til ikrafttræden på særskilte tidspunkter, bør altid angives ved paragraffer eller præcise dele af paragraffer (stykker, numre, litra eller lignende). Der bør således eksempelvis ikke anvendes formuleringer som »bekendtgørelsens regler om X-emne træder i kraft den …«. I paragraffen, som indeholder de materielle regler, bør bestemmelserne med det seneste ikrafttrædelsestidspunkt placeres sidst i rækken af stykker, numre, litra m.v., så der ikke opstår huller i rækken, når de første dele træder i kraft.
Ved forslag til ændringslove anvendes der ofte en fremgangsmåde, hvor de enkelte ændringsnumre sættes i kraft på forskellige tidspunkter. Herved kan lovændringerne behandles samlet i Folketinget, selv om ændringerne træder i kraft på forskellige tidspunkter. For bekendtgørelsers vedkommende foreligger der ikke et tilsvarende hensyn til Folketingets behandling af sagen. Hvis der er behov for, at de enkelte numre i en ændringsbekendtgørelse træder i kraft på forskellige tidspunkter, bør ændringerne derfor i almindelighed i stedet gennemføres ved særskilte ændringsbekendtgørelser, så alle ændringsnumrene i de enkelte ændringsbekendtgørelser træder i kraft på samme tidspunkt.