Fængselsstraf anvendes ikke kun ved overtrædelser af straffeloven, men også i særlovgivningen. Der bør imidlertid foretages en vurdering af, om det er nødvendigt at åbne mulighed for anvendelse af fængselsstraf.
Hvis det vurderes, at der er grundlag herfor, vil det være hensigtsmæssigt i den pågældende straffebestemmelse at begrænse muligheden for anvendelse af fængselsstraf til de tilfælde, hvor fængselsstraf kan forventes anvendt i domstolenes strafudmålingspraksis.
Se følgende eksempel:
»§ 17. Overtrædelse af § … straffes med bøde.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil …, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på … eller fremkaldt fare herfor.«
Hvis overtrædelser af loven kan tænkes tillige at udgøre en overtrædelse af anden lovgivning, der fastsætter højere straf end loven, bør der gøres opmærksom herpå i straffebestemmelsen. Følgende formulering bør anvendes:
»§ 9. Overtrædelse af § … straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.«
Strafferammen i særlove bør almindeligvis ikke overstige fængsel i 2 år. Lovovertrædelser, der er så alvorlige, at de skal kunne straffes med fængselsstraf på mere end 2 år, bør findes i straffeloven eller suppleres med en forhøjet strafferamme i straffeloven. Se eksempelvis straffelovens § 299 d.