Vejledningen handler om udarbejdelse af administrative forskrifter, det vil sige forskrifter, som udstedes af ministerier, styrelser og andre administrative myndigheder.
Vejledningen omfatter for det første retligt bindende forskrifter i form af bekendtgørelser, kongelige anordninger og cirkulærer. Bekendtgørelser udstedes i medfør af en bemyndigelse i en lov til at fastsætte regler om det pågældende spørgsmål og retter sig mod borgere, virksomheder m.v. Kongelige anordninger anvendes i praksis navnlig i forbindelse med ikraftsættelse af love for Færøerne og Grønland og udstedes ligeledes i medfør af en lovbemyndigelse, men underskrives i modsætning til bekendtgørelser af dronningen. Cirkulærer retter sig mod andre myndigheder og udstedes enten i medfør af en lovbemyndigelse eller i medfør af det over-/underordnelsesforhold, der består mellem f.eks. en minister og en underliggende styrelse.
Vejledningen omfatter for det andet vejledninger, det vil sige ministeriers og andre administrative myndigheders orienterende meddelelser. Vejledninger er ikke retligt bindende og kan derfor udstedes uden hjemmel i lov eller et over-/underordnelsesforhold af den myndighed, der er ansvarlig for det pågældende område.
Valget er ikke frit i forhold til, hvilken forskriftstype der skal anvendes.
Bekendtgørelsesformen skal anvendes, hvis reglerne skal normere retsstillingen mellem borgere, virksomheder m.v. indbyrdes eller pålægge disse pligter over for det offentlige, ligesom bekendtgørelsesformen bør anvendes, hvis reglerne går ud på at tillægge borgere, virksomheder m.v. rettigheder over for det offentlige.
Kongelige anordninger anvendes som udgangspunkt kun, hvis den lov, der hjemler forskriften, udtrykkeligt foreskriver det.
Cirkulæreformen anvendes for generelle tjenestebefalinger, det vil sige bindende generelle forskrifter, der alene retter sig til myndigheder. Konkrete tjenestebefalinger til en flerhed af myndigheder bør betegnes cirkulæreskrivelser.
Endelig anvendes vejledningsformen ved udstedelse af stof, der ikke er bindende. Vejledningsformen bør således f.eks. anvendes ved orientering om reglers indhold og baggrund og i forbindelse med meddelelse af oplysninger om fortolkningen og administrationen af regler.
Andre betegnelser for bindende forskrifter (bekendtgørelser, kongelige anordninger og cirkulærer) og for generelle informationer om forståelsen og anvendelsen af lovgivning (vejledninger) bør normalt ikke anvendes, da de hyppigt efterlader tvivl om, hvorvidt forskriften er bindende eller blot vejledende. Det bemærkes dog, at der på nogle områder kan være tradition for andre betegnelser.
Vejledningen behandler i pkt. 2-5 udarbejdelsen af de enkelte typer af forskrifter, herunder i hvilke tilfælde forskrifterne nærmere anvendes. Vægten er lagt på bekendtgørelser, der i praksis er den oftest anvendte forskrift. Herefter behandles nogle tværgående problemstillinger, der vedrører perioden efter, at et udkast til forskrift er udarbejdet. Det drejer sig om forelæggelse af udkastet for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v. (pkt. 6), offentlig høring over udkastet (pkt. 7) og kundgørelse, offentliggørelse m.v. af den endelig forskrift (pkt. 8). Til sidst behandles de særlige problemstillinger, der knytter sig til udarbejdelse af administrative forskrifter for Færøerne og Grønland (pkt. 9).