For at afhjælpe, at love, der er sat i kraft for Færøerne eller Grønland ved anordning, bliver uoverskuelige på grund af efterfølgende ikraftsatte ændringslove, udstedes der bekendtgørelser af de udstedte anordninger (anordningsbekendtgørelser), som sammenskriver den oprindeligt ikraftsatte hovedlov med senere ikraftsatte ændringslove.
Vurderingen af, om der bør udstedes en anordningsbekendtgørelse, skal ske efter de retningslinjer, der gælder for, hvornår der bør udstedes lovbekendtgørelser, jf. vejledning om lovkvalitet. Det indebærer, at der bl.a. bør lægges vægt på, om loven hyppigt anvendes af en større del af myndighederne eller borgerne, virksomhederne m.v. på Færøerne eller i Grønland, og om der er gennemført flere eller særligt omfattende ændringer. Endvidere bør der udarbejdes en anordningsbekendtgørelse, hvis der ved flere forskellige anordninger er gennemført mindre omfattende ændringer af loven. Kun hvis ændringerne samlet set er af meget begrænset omfang, og loven samtidig vurderes kun at blive anvendt af en begrænset kreds, vil det kunne undlades at udarbejde en anordningsbekendtgørelse, efter at loven er ændret ved flere anordninger.
Ved udarbejdelse af anordningsbekendtgørelser følges ligeledes de retningslinjer, der gælder for udarbejdelse af lovbekendtgørelser.
Titlen til anordningsbekendtgørelsen formuleres således:
»Bekendtgørelse af anordning om ikrafttræden for [Færøerne/Grønland] af lov om … «.
Indledningen til anordningsbekendtgørelsen formuleres således:
»Herved bekendtgøres anordning nr. … af … om ikrafttræden for [Færøerne/Grønland] af lov om … med de ændringer, der følger af anordning nr. … af … og anordning nr. … af …«.
Hvis der i særlige tilfælde er behov for, at der i forbindelse med de færøske eller grønlandske myndigheders behandling af en anordning, der skal sætte en ændringslov i kraft for Færøerne eller Grønland, gives et samlet billede af, i hvilken form loven vil komme til at gælde for Færøerne eller Grønland, kan de færøske eller grønlandske myndigheder anmode det pågældende fagministerium om, at der vedlægges en sådan sammenskrivning.
Anordningsbekendtgørelser kundgøres (ligesom lovbekendtgørelser) i Lovtidende A og skal, for så vidt angår Færøerne, efterfølgende kundgøres i Kunngerðablaðið. Der henvises om kundgørelse nærmere til pkt. 9.5.