8.1.1. Reglerne og fremgangsmåden | Lovkvalitet

Reglerne om kundgørelse af bekendtgørelser findes i lovtidendeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, og bekendtgørelse nr. 1395 af 12. december 2007 om Lovtidende i elektronisk form. Efter disse regler er offentliggørelse i Lovtidende (lovtidende.dk) en betingelse for en bekendtgørelses eller kongelig anordnings ikrafttræden og dermed en betingelse for, at den kan håndhæves.

Bekendtgørelser og kongelige anordninger skal, ligesom andre administrative forskrifter og love, desuden som udgangspunkt indlægges i Retsinformation, jf. cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996 om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation. Når en bekendtgørelse eller kongelig anordning kundgøres i Lovtidende, indlægges den automatisk i Retsinformation, medmindre forskriften er undtaget fra pligtaflevering. Retsinformation er statens juridiske informationssystem. Indlægningen i Retsinformation har ikke noget med kundgørelsen at gøre. Pligtafleveringen omfatter alle retligt normerende forskrifter, der udstedes af ministerier og styrelser m.v., medmindre de pågældende forskrifter er undtaget fra indlæggelse i Retsinformation i henhold til cirkulærets §§ 3 eller 4. Undtaget fra pligtafleveringen er bl.a. forskrifter, som ikke er tilgængelige for offentligheden efter lov om offentlighed i forvaltningen, samt forskrifter for Færøerne og Grønland, som alene vedrører Færøerne eller Grønland.

Kundgørelse i Lovtidende sker gennem Civilstyrelsen ved, at forskriften optagelsesanmodes i Lex Dania klient. Samtidig sendes en e-mail til retsinfo@retsinfo.dk med angivelse af en kontaktperson ved den ansvarlige myndighed. Civilstyrelsen skal i forbindelse med optagelsesanmodningen orienteres, hvis forskriften skal undtages fra indlæggelse i Retsinformation.

Kundgørelse kan bestilles hos Civilstyrelsen på alle hverdage til det følgende døgn. Ved kongelige anordninger og bekendtgørelser, der sætter love helt eller delvis i kraft, skal anmodning om optagelse i almindelighed ske inden kl. 14 på hverdage for kundgørelse det følgende døgn.

Ved kongelige anordninger bør der anmodes om optagelse i Lovtidende samme dag, som anordningen underskrives af dronningen. Ansvaret for optagelsesanmodningen påhviler det enkelte fagministerium.

Ved alle øvrige administrative forskrifter skal anmodning om optagelse ske inden kl. 12 på hverdage for kundgørelse det følgende døgn. Forskriftens ikrafttrædelsestidspunkt bør som altovervejende hovedregel tidligst være dagen efter kundgørelsen i Lovtidende, så ikrafttræden og kundgørelse ikke er sammenfaldende. Der henvises i øvrigt til pkt. 8.1.2 om tidspunktet for kundgørelse.

Før anmodning om optagelse i Lovtidende skal det relevante ministerium sikre, at forskriften er fejlfri. I tilfælde af, at ministeriet eller Civilstyrelsen efter udløbet af optagelsesfristen konstaterer fejl i forskriften, vil denne ikke blive optaget i Lovtidende til kundgørelse det følgende døgn. Den rettede forskrift kan anmodes optaget på ny i overensstemmelse med ovennævnte frister. Ministeriet skal forinden anmodningen om optagelse sikre, at forskriften i Lex Dania klient er påført korrekte redaktionelle oplysninger. Det bemærkes i den forbindelse, at ansvaret for indholdet af kundgjorte forskrifter samt de påførte redaktionelle oplysninger påhviler det pågældende ministerium.

Opmærksomheden henledes på, at kundgørelsen i Lovtidende ofte ikke fuldt ud vil tilgodese behovet for information om forskriften til offentligheden. Det gælder navnlig i forhold til de borgere, virksomheder m.v., som umiddelbart berøres af den pågældende regulering. Det enkelte ministerium bør derfor i fornødent omfang sikre en systematiseret og målrettet opfølgning på forskriften i form af relevant information til offentligheden m.v. om forskriften og dens nærmere indhold.

For en uddybning af ovenstående om kundgørelse i Lovtidende henvises til Civilstyrelsens vejledning nr. 9115 af 27. april 2011 om afleveringsfrister (Lovtidende i elektronisk form):

https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2011/9115.

Back to top