Vejledningsformen anvendes ved orienterende meddelelser i modsætning til tilfælde, hvor der skal fastsættes bindende retsregler. I vejledninger må der således aldrig fastsættes bindende forskrifter, men blot gives orientering f.eks. om reglers indhold og fortolkning, herunder om praksis, og om reglernes baggrund samt andre oplysninger, der kan have betydning for forståelsen af reglerne og deres anvendelse. I vejledninger kan der også gives oplysninger om, hvordan en bestemt bindende forskrift eksempelvis kan tænkes overholdt.
Retningslinjerne for udformning af vejledninger retter sig i sagens natur først og fremmest imod de vejledninger, der udstedes med henblik på at give oplysning om forståelsen og anvendelsen af retsforskrifter. Vejledninger, pjecer, foldere og lignende, der udsendes af offentlige myndigheder med henblik på at informere borgere, virksomheder m.v. om forskellige samfundsforhold, bør således naturligvis udarbejdes med den opsætning og typografi, der ud fra rent informative synspunkter findes bedst egnet under hensyn til det pågældende emne, målgruppen for informationen osv.
Det vil altid bero på en vurdering i det enkelte tilfælde, om der er behov for at udstede en vejledning. Erfaringsmæssigt er behovet særlig stort, når der gennemføres nye regler, der skal administreres af decentrale myndigheder, f.eks. kommuner. Medarbejderne ved disse myndigheder vil ofte ikke have et mere indgående kendskab til de overvejelser, der har fundet sted i forbindelse med udarbejdelsen af de nye regler, og vil således have behov for en orientering om reglernes indhold og betydning og for den sammenhæng, hvori reglerne indgår. Endvidere vil det ofte være værdifuldt for disse medarbejdere at få nærmere oplysninger om, hvordan administrationen af reglerne mest hensigtsmæssigt kan tilrettelægges.
Ved orientering om nye regler har det ofte væsentlig betydning, at vejledningen udstedes i god tid, før reglerne træder i kraft.
Når en lovgivning har fungeret i en periode, vil der også ofte kunne være behov for at udstede en vejledning eller en ny vejledning, hvor der orienteres om de hidtidige erfaringer med lovgivningen, herunder om den praksis, der anvendes ved administrationen af reglerne.
Ønsker en myndighed at give et større antal myndigheder en vejledning af begrænset omfang om f.eks. et enkeltstående problem, kan myndigheden undlade at betegne meddelelsen som en vejledning. Myndigheden kan i stedet betegne meddelelsen som f.eks. »Skrivelse om …«. Samtidig bør stoffets vejledende karakter fremgå af den sproglige formulering, der anvendes. Sådanne meddelelser bør ikke betegnes cirkulærer eller cirkulæreskrivelser. Det bemærkes også, at der på nogle områder kan være tradition for andre betegnelser.