Cirkulæreformen anvendes for generelle tjenestebefalinger, det vil sige bindende forskrifter af generel karakter, der alene retter sig til myndigheder.
Konkrete tjenestebefalinger til en flerhed af myndigheder bør betegnes cirkulæreskrivelser. Herved fremhæves det, at indholdet er bindende.
Cirkulæreskrivelser opstilles i modsætning til cirkulærer som udgangspunkt ikke i paragraffer. Det kan derfor også indgå ved beslutningen om, hvorvidt en tjenestebefaling skal udformes som et cirkulære eller en cirkulæreskrivelse, om tjenestebefalingen mest hensigtsmæssigt kan opstilles i paragraffer eller som almindelig tekst.
Det bemærkes, at der på nogle områder kan være tradition for andre betegnelser.
Cirkulærer og cirkulæreskrivelser må ikke indeholde forskrifter, der direkte normerer borgernes, virksomhedernes m.v. retsstilling. Kan det give anledning til tvivl, om reglerne efter deres karakter også vil kunne få umiddelbare retsvirkninger for borgere, virksomheder m.v., bør bekendtgørelsesformen anvendes.
Cirkulærer og cirkulæreskrivelser bør kun indeholde vejledende stof, hvis omfanget heraf er så begrænset, at det ikke med rimelighed kan udskilles til en særskilt vejledning.
Der er i praksis behov for, at en myndighed kan rette henvendelse til et større antal myndigheder med generelle henstillinger, opfordringer og lignende af ikke-bindende karakter, som f.eks. ministeriers henvendelse til kommunale myndigheder, der administrerer ministeriernes lovgivning. Sådanne skrivelser bør ikke betegnes som cirkulærer eller cirkulæreskrivelser, da det kan give det fejlagtige indtryk, at de har bindende karakter.
Retningslinjerne i pkt. 4.2-4.11 tager sigte på cirkulærer, men bør i relevant omfang også følges ved udarbejdelse af cirkulæreskrivelser, idet det dog bemærkes, at cirkulæreskrivelser som nævnt som udgangspunkt ikke opstilles i paragraffer.