2.9.1. Ophævelse af bekendtgørelser | Lovkvalitet

En bekendtgørelse kan kun ophæves ved en ny bekendtgørelse (eller ved en kongelig anordning eller en lov). I bestemmelser om ophævelse skal det præcist angives, hvilken bekendtgørelse der ophæves.

Skal ophævelsen ske i forbindelse med udstedelse af en ny bekendtgørelse, kan følgende formulering anvendes:

»§ … Bekendtgørelsen træder i kraft den … .

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. … af … om … ophæves.«

I bestemmelser om ophævelse anføres den oprindelige bekendtgørelses nummer, dato og titel. Derimod henvises der ikke til senere ændringsbekendtgørelser, som har ændret den bekendtgørelse, der ophæves. Formuleringen ovenfor skal derfor anvendes, selv om den bekendtgørelse, der ophæves, senere er ændret.

Ophæver en bekendtgørelse flere bekendtgørelser, fremmer det overskueligheden at anføre dette i en nummereret opregning. Se følgende eksempel:

»§ … Bekendtgørelsen træder i kraft den … .

Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves:

  1. Bekendtgørelse nr. … af … om … .
  2. Bekendtgørelse nr. … af … om … .
  3. Bekendtgørelse nr. … af … om … .«

Skal de pågældende bekendtgørelser ophæves samtidig med, at den bekendtgørelse, der indeholder ophævelsesbestemmelsen, træder i kraft, er det overflødigt at angive ophævelsestidspunktet. Derimod skal ophævelsestidspunktet angives, hvis det undtagelsesvis adskiller sig fra ikrafttrædelsestidspunktet for den bekendtgørelse, som indeholder ophævelsesbestemmelsen.

Skal kun en del af en bekendtgørelse ophæves, bør det normalt ske ved et eller flere ændringsnumre i en ændringsbekendtgørelse (se herom pkt. 2.7.5.5).

Hvis ophævelsen skal foretages i en særskilt bekendtgørelse, der alene går ud på at ophæve en anden bekendtgørelse, bør bekendtgørelsens paragraffer udformes således:

»§ 1. Bekendtgørelse nr. … af … om … ophæves.

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den … .«

Ophævelsen af den pågældende bekendtgørelse vil herefter ske på det tidspunkt, hvor bekendtgørelsen træder i kraft.

Skal flere bekendtgørelser ophæves, anvendes formuleringen »Følgende bekendtgørelser ophæves:« i overensstemmelse med eksemplet ovenfor.

Back to top