Ved udarbejdelse af ændringsbekendtgørelser er det vigtigt at sikre sig, at der foretages de nødvendige konsekvensændringer i bekendtgørelsens øvrige bestemmelser og i kapitel- og paragrafoverskrifter m.v.
Indeholder den bekendtgørelse, som ændres, henvisninger til love eller bekendtgørelser, der i mellemtiden er ændret eller afløst af senere love eller bekendtgørelser, bør henvisningerne ligeledes ændres i det nødvendige omfang (se endvidere pkt. 2.14.8 om henvisninger til love, bekendtgørelser og EU-retsakter).
Det er også vigtigt at sikre sig, at der foretages de nødvendige konsekvensændringer af andre bekendtgørelser. Fritekstsøgning i Retsinformation er et nyttigt redskab, når det skal undersøges, om der er behov for sådanne konsekvensændringer. Det bemærkes, at man som nævnt under pkt. 2.5 bør afstå fra at udstede ændringsbekendtgørelser, der indeholder ændringer i flere bekendtgørelser, og i stedet udarbejde en ændringsbekendtgørelse for hver bekendtgørelse, der skal ændres.