2.7.5.1. Eksempel med ofte forekommende ændringer | Lovkvalitet

Eksemplet nedenfor har til formål at illustrere, hvordan en række ændringer, der ofte er behov for at foretage, kan udformes. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.5.2-2.7.5.13, hvor forskellige typer af ændringer er nærmere beskrevet. 

Det bemærkes, at kursiv i ændringsnumrenes indledning bruges til at vise, hvad der ændres eller er nyt. Henvisninger til bestemte kapitler, paragraffer, stykker m.v. skrives således med kursiv i indledningen, hvis kapitlet, paragraffen, stykket m.v. bliver ændret eller indsættes med ændringsnummeret. Eksempelvis skrives »§ 43, stk. 2« med kursiv i følgende indledning: »I § 43, stk. 2, indsættes før 1. pkt. som nyt punktum:«. Det skyldes, at der indsættes et nyt 1. pkt., og at § 43, stk. 2, derved bliver ændret. »1. pkt.« kursiveres derimod ikke, da det ikke er § 43, stk. 2, 1. pkt., der bliver ændret. »1. pkt.« angiver alene, hvor ændringen skal placeres.

Endvidere bemærkes det, at tegn (kommaer, citationstegn m.v.), der står umiddelbart før eller efter tekst eller tal uden mellemrum, følger tekstens eller tallets typografi. Eksempelvis skrives kolonnet med kursiv i følgende indledning: »I § 3 indsættes som stk. 2:«.

Eksempel på ændringsbekendtgørelse:

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om … 1)

§ 1

I bekendtgørelse nr. … af … om …, som ændret ved bekendtgørelse nr. … af …, foretages følgende ændringer:

1. Bekendtgørelsens titel affattes således:

»Bekendtgørelse om …«.

2. Fodnoten til bekendtgørelsens titel affattes således:

»1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører… .«

3. I indledningen indsættes efter »§ 5, stk. 3,«: »§ 9, stk. 2,«. 

4. Overalt i bekendtgørelsen ændres »anmeldt virksomhed« til: »registreret virksomhed«.

5. § 1 affattes således:

»§ 1. Ingen person må være indehaver af … .«

6. Overskriften før § 3 ophæves.

7. §§ 3 og 5, § 7, stk. 2, og § 8, stk. 3, ophæves.

(Formuleringen forudsætter, at der ikke sker rykning af stykker i §§ 7 og 8, og at der ikke sker ændringer af mellemliggende paragraffer.)

8. Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a. Der kan ydes tilskud til følgende udgifter:

1) Lønudgifter i organisationen.

2) Konsulenthonorarer.

3) Udgifter til revisor.«

(Er § 8 sidste paragraf i et kapitel, angives det, om den nye bestemmelse indsættes i dette eller det følgende kapitel: »Efter § 8 indsættes i kapitel 2:«. Hvis § 8 er sidste paragraf inden en overskrift, angives det, om den nye bestemmelse indsættes før eller efter overskriften.)

9. § 11, stk. 1, affattes således:

»Kørekort til kategori B giver ret til … .«

10. § 14, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Kørekort til kategori C giver tillige ret … .«

11. I § 17, stk. 4, ændres »kategori B og C« til: »kategori B, C og D«.

12. I § 20, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:

»6) Vogntog bestående af et trækkende køretøj omfattet af … .«

Nr. 6 bliver herefter nr. 7.

13. I § 20, stk. 1, nr. 6, der bliver nr. 7, ændres »kategori B og C« til: »kategori B, C og D«.

14. § 25, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Kørekort til kategori C1 kan kun udstedes til førere, der … .«

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 4-7.

15. § 26, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Er der nedlagt forbud i medfør af … .

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis føreren … .«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

16. I § 28 (der forudsættes kun at indeholde ét stykke) indsættes som stk. 2:
  »Stk. 2. De nærmere helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af kørekort fremgår af bilag 2.«

17. § 31, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

18. I § 31, stk. 5, der bliver stk. 4, udgår »eller høreevne«.

19. I § 35, stk. 8, og § 44, stk. 1, nr. 2, ændres »1.000 kr.« til: »5.000 kr.«

20. § 39, stk. 1, 1. og 3. pkt., ophæves.

21. Overskriften til kapitel 5 affattes således:

»Kapitel 5
Digital kommunikation«.

(Formatet for den ændrede overskrift og kapitelnummeret skal følge det format, som anvendes i hovedbekendtgørelsen i udgaven af Lovtidende.)

22. I § 41 (der forudsættes at indeholde flere punktummer) indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
  »Arbejdsskader skal dog anmeldes … .«

23. I § 43, stk. 1, (der forudsættes kun at indeholde ét punktum) indsættes som 2. og 3. pkt.:
  »Det gælder dog ikke, hvis prøvelsen foretages efter … . Er afgørelsen truffet i medfør af … .«

24. I § 43, stk. 2, indsættes før 1. pkt. som nyt punktum:
  »Beskæftigelsesministeren kan … .«

25. I § 44 (der forudsættes at indeholde 3 punktummer) indsættes som 4. pkt.:
  
»Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om … .«

26. I § 55, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »60 pct.«: »og ikke mere end 75 pct.«

27. I § 60, stk. 1, 1. pkt., og to steder i § 62, stk. 3, 1. pkt., ændres »kategori C1 og D1« til: »kategori C1, D1 og E1«.

28. Efter § 65 indsættes før overskriften før § 66:
  »§ 65 a. Praktisk prøve kan tidligst aflægges, når … .«

29. I § 67 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
  »Består ansøgeren ikke den praktiske prøve … .«
  Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.

30. Efter kapitel 6 indsættes:

»Kapitel 6 a
Kontrolbestemmelser

  § 69 a. Kontrolmyndigheden har … .«

(Formatet for den nye overskrift og kapitelnummeret skal følge det format, som anvendes i hovedbekendtgørelsen i udgaven af Lovtidende. Er kapitel 6 sidste kapitel i et afsnit, angives det, om det nye kapitel indsættes i dette eller det følgende afsnit: »Efter kapitel 6 indsættes i afsnit I:«.)

31. Bilag 2 affattes som bilag 1 til denne bekendtgørelse.

 § 2

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den … .

Stk. 2. § 1, nr. 13, finder ikke anvendelse på ansøgninger indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse. (Hvis der er behov for, at de enkelte numre i ændringsbekendtgørelsen træder i kraft på forskellige tidspunkter, bør ændringerne i almindelighed i stedet gennemføres ved særskilte ændringsbekendtgørelser, så alle ændringsnumrene i de enkelte ændringsbekendtgørelser træder i kraft på samme tidspunkt. Der henvises nærmere til pkt. 2.8.1.)

§ 3

Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af kørekort, jf. § 28, stk. 2

… .«1) [EU-notehenvisningen til titlen]. Noten indsættes som fodnote på bekendtgørelsens første side. Se om EU-notehenvisninger i øvrigt pkt. 2.14.7.4.

Back to top