2.4. Valget mellem hovedbekendtgørelse og ændringsbekendtgørelse | Lovkvalitet

Skal der udstedes en bekendtgørelse i medfør af en bemyndigelsesbestemmelse, som ikke tidligere er blevet anvendt til at fastsætte regler, udformes bekendtgørelsen som en hovedbekendtgørelse, det vil sige en ny bekendtgørelse. Er der derimod behov for at ændre regler, der allerede fremgår af en bekendtgørelse, må der tages stilling til, om ændringen skal gennemføres ved udstedelse af en ny hovedbekendtgørelse eller ved en bekendtgørelse om ændring af den gældende bekendtgørelse.

Et regelsæt, der består af den oprindelige bekendtgørelse og en eller flere ændringsbekendtgørelser, er ofte uoverskueligt og derfor vanskeligt at arbejde med. Ved anvendelse af ændringslove imødegås disse vanskeligheder ofte ved, at der udstedes en lovbekendtgørelse. En tilsvarende mulighed foreligger ikke med hensyn til bekendtgørelser, hvorfor man bør være meget mere tilbageholdende med at udfærdige ændringsbekendtgørelser end ændringslove.

Valget må i første række bero på karakteren og omfanget af de ændringer, der skal gennemføres. Er der tale om mere principielle ændringer, vil der ofte være behov for at gennemarbejde hele bekendtgørelsen i lyset af de nye principper, hvilket taler for, at der udarbejdes en ny hovedbekendtgørelse.

Der bør endvidere som udgangspunkt udstedes en ny hovedbekendtgørelse, hvis der skal foretages ændringer i et større antal bestemmelser i bekendtgørelsen. Hvis ændringerne imidlertid udelukkende eller i overvejende grad vedrører bestemmelser i et kapitel eller enkelte kapitler, kan det være mere hensigtsmæssigt at affatte det eller de pågældende kapitler på ny i en ændringsbekendtgørelse i stedet for at udstede en ny hovedbekendtgørelse. Ved mindre omfattende ændringer af en bekendtgørelse kan hensynet til over for brugerne af bekendtgørelsen at synliggøre, hvad der er nyt, også i nogle tilfælde tale for at anvende en ændringsbekendtgørelse frem for en ny hovedbekendtgørelse.

Hvis der er udstedt flere ændringsbekendtgørelser til hovedbekendtgørelsen, bør der også udstedes en ny hovedbekendtgørelse. Det samme gælder, hvis der skal foretages ændring af bestemmelser, som tidligere er ændret ved en ændringsbekendtgørelse.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at hvis der opstår behov for at ændre regler, der er gennemført ved en ikrafttrådt ændringsbekendtgørelse, vil en sådan ændring som udgangspunkt skulle ske enten ved at udstede en ny hovedbekendtgørelse eller ved at ændre hovedbekendtgørelsen. Det skyldes, at ændringerne, når ændringsbekendtgørelsen er trådt i kraft, bliver en del af hovedbekendtgørelsen. Det er herefter hovedbekendtgørelsen i den form, den har fået med ændringsbekendtgørelsen, der skal ændres. Det kan dog efter omstændighederne være relevant at ændre bl.a. eventuelle overgangsregler i en ikrafttrådt ændringsbekendtgørelse, da disse regler ikke bliver en del af hovedbekendtgørelsen. For så vidt angår ændring af ikke-ikrafttrådte ændringsbekendtgørelser henvises til pkt. 2.7.5.13.

Back to top