Kravet om klarhed m.v. i lovgivningen gælder også for bekendtgørelser. Det gælder navnlig, hvor bekendtgørelsen giver myndighederne mulighed for at foretage indgreb over for borgere, virksomheder m.v. i form af f.eks. straf, konfiskation og tilbagekaldelse af offentligretlige tilladelser, og hvor der derfor er et særligt behov for forudsigelighed i retstilstanden.
Også i øvrigt er det et grundlæggende element i lovkvalitet, at enhver, som bekendtgørelsen henvender sig til, så vidt muligt let skal kunne læse og forstå den. En godt og klart affattet bekendtgørelse er således en nødvendig forudsætning for en ensartet retsanvendelse og dermed for forudsigelighed og retssikkerhed.
Bekendtgørelser bør derfor affattes klart, systematisk, let læseligt og pædagogisk.
Det er vanskeligt mere generelt at give præcise retningslinjer for sproget i bekendtgørelser. Det helt centrale er, at formen er enkel, kort og præcis med hensyn til såvel ordvalg som sprogstil, og at sætningerne er korte og klare. Lange indskudte sætninger bør undgås. Der bør navnlig ikke indskydes led, der lige så godt kan anbringes sidst i sætningen, og hovedudsagnet bør anbringes så tidligt som muligt i sætningen.
Ved affattelse af bekendtgørelser bør det generelt tilstræbes, at der ikke anvendes omvendte ordstillinger (f.eks. bør »den ordning, der er nævnt i stk. 1« anvendes i stedet for »den i stk. 1 nævnte ordning«).
Et begreb bør overalt i bekendtgørelsen betegnes med samme udtryk, og anvendte udtryk bør så vidt muligt være almindeligt kendte (og bruges i deres normale betydning). Heri ligger også, at udtryk, der ofte forekommer i lovgivningen (f.eks. »den offentlige forvaltning«), så vidt muligt bør anvendes i samme betydning som i anden lovgivning. Definitioner, der er væsentligt forskellige fra den almindelige opfattelse af et ord eller udtryk, bør ikke forekomme, medmindre definitionen følger af eksempelvis et EU-direktiv, som bekendtgørelsen implementerer (se om definitioner nærmere pkt. 2.14.1). En sådan harmoni i begreberne er egnet til at undgå misforståelser og uklarheder i retsanvendelsen, ligesom det vil indebære væsentlige fordele i forhold til at tilvejebringe den fornødne it-understøttelse (der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.9 om digitaliseringsklar lovgivning).
Der bør tilstræbes en brug af kønsneutrale betegnelser for personer i bekendtgørelser, i det omfang dette kan lade sig gøre på en sprogligt hensigtsmæssig måde.
Tankestreger virker meget iøjnefaldende i en tekst og bør undgås. De henleder opmærksomheden særligt på det indskud, som de omgiver, hvad der normalt ikke er hensigten i bekendtgørelser, og de bryder sammenhængen i sætningen. Er der tale om et kort indskud i en ret enkelt opbygget sætning, kan indskuddet i stedet afgrænses ved komma. Er sætningen så kompliceret, at tankestregerne er nødvendige for forståelsen, bør sætningen opdeles i flere punktummer.
Der bør ikke anvendes fremmedord, hvis et almindeligt kendt dækkende udtryk findes, og tekniske udtryk, det vil sige udtryk, som er udviklet og overvejende anvendes inden for en snæver fagkreds, bør så vidt muligt undgås. Sådanne udtryk bør i hvert fald ikke uden nærmere forklaring bruges i bekendtgørelser, der henvender sig til en bredere kreds. Teksten kan i sådanne tilfælde eventuelt skrives på almindeligt dansk, hvorefter fagudtrykket angives i parentes.
Herudover bør udenlandske ord og udtryk, typisk engelske ord og udtryk, i videst muligt omfang undgås.
Semikolon bør ikke anvendes, da det ved citering kan forveksles med et punktum.
Formen »og/eller« bør ikke anvendes i bekendtgørelser. Denne formulering kan altid erstattes med ét af ordene. Man bør også undgå at bruge skråstreger eller formuleringen »A henholdsvis B«.
Flertydige og overflødige ord bør også undgås. Det samme gælder kancelliudtryk. Meget lange ord bør i almindelighed omskrives til flere ord (f.eks. bør »foranstaltninger til byggemodning« anvendes i stedet for »byggemodningsforanstaltninger«).
Der anvendes som udgangspunkt den retskrivning, som er fastlagt af Dansk Sprognævn i Retskrivningsordbogen. På flere områder giver Retskrivningsordbogen dog valgfrihed mellem flere korrekte skrivemåder. Med henblik på at sikre konsistens på tværs af lovgivningen bør retskrivningen i øvrigt så vidt muligt følge de retningslinjer, som anvendes af Folketinget. Retskrivningsvejledning for Folketingstidende kan findes på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk, under »Dokumenter«/»Vejledninger«/»Retskrivningsvejledning« eller på: https://www.ft.dk/da/dokumenter/vejledninger/retskrivningsvejledning.
Eksempler på godt sprog:
- »redskaberne kan konfiskeres« bør anvendes i stedet for »der kan foretages konfiskation af redskaberne«.
- »personer, der bor i kommunen« bør anvendes i stedet for »i kommunen bosiddende personer«.
- »betingelserne i bekendtgørelsen« bør anvendes i stedet for »de i bekendtgørelsen angivne betingelser«.
- »må anses for at stride mod« bør anvendes i stedet for »må anses for stridende mod«.
- »overtræder den prøveløsladte vilkårene« bør anvendes i stedet for »skulle den prøveløsladte overtræde vilkårene«.
- »hvis det bliver nødvendigt« bør anvendes i stedet for »måtte det vise sig nødvendigt«.
- »ministeren kan pålægge tjenestemænd at« bør anvendes i stedet for »det kan af ministeren pålægges tjenestemænd at«.