Det kan efter omstændighederne være hensigtsmæssigt at tidsbegrænse en lovs gyldighedsperiode (betegnet som udløbsbestemmelse, ophørsklausul eller solnedgangsklausul). En udløbsbestemmelse kan således f.eks. være relevant i de tilfælde, hvor loven er begrundet i særlige forhold, som ikke kan forventes at bestå i længere tid. Det vil da være hensigtsmæssigt med en udløbsbestemmelse med henblik på at undgå, at lovgivningen fortsætter på ubestemt tid, og for at reducere den samlede mængde af regulering.
For bekendtgørelsers vedkommende vil der normalt ikke være et tilsvarende behov for udløbsbestemmelser, da den regeludstedende myndighed normalt blot vil kunne ophæve eller ændre en bekendtgørelse, når der ikke længere er behov for de pågældende regler. Ophævelsen af en bekendtgørelse er således ikke som ved love forbundet med en ofte både tids- og ressourcekrævende behandling i Folketinget.
Hertil kommer, at der generelt bør udvises forsigtighed med at indsætte udløbsbestemmelser i lovgivningen.
For det første kan en udløbsbestemmelse skabe usikkerhed hos borgere, virksomheder m.v. om, hvilken retstilstand der vil gælde efter gyldighedsperiodens ophør. For det andet forudsætter en udløbsbestemmelse, at fagministeriet har fuldt overblik over, hvilke regler der i givet fald udløber hvornår, så der om nødvendigt kan tages nye initiativer inden gyldighedsperiodens udløb. For det tredje kan internationale forpligtelser medføre, at det ikke er muligt at indsætte en udløbsbestemmelse i lovgivning, der f.eks. implementerer et EU-direktiv.
Udløbsbestemmelser bør af disse grunde som altovervejende hovedregel ikke indsættes i bekendtgørelser.
Der kan dog i særlige tilfælde være anledning til at medtage en udløbsbestemmelse i en bekendtgørelse. Eksempelvis følger det af en række bemyndigelsesbestemmelser i epidemiloven, at regler fastsat i medfør heraf kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst 4 uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.
Medtages der i særlige tilfælde en udløbsbestemmelse, placeres denne bestemmelse til sidst i bekendtgørelsen, dog før eventuelle bestemmelser om bekendtgørelsens territoriale gyldighedsområde.
I en hovedbekendtgørelse kan udløbsbestemmelsen formuleres således:
»[Bekendtgørelsen]/[§§ …] ophæves den [udløbsdato].«
Bekendtgørelsen eller de pågældende bestemmelser i bekendtgørelsen ophæves herefter automatisk ved begyndelsen af døgnet på den dato, der er angivet som udløbsdato.
Skal udløbsbestemmelsen gælde for regler, der indføres med en ændringsbekendtgørelse, udformes udløbsbestemmelsen som en ophævelse af den eller de pågældende bestemmelser i den hovedbekendtgørelse, som ændres med ændringsbekendtgørelsen. Udløbsbestemmelsen udformes således ikke som en ophævelse af ændringsbekendtgørelsen. Det skyldes, at ændringerne, når ændringsbekendtgørelsen er trådt i kraft, bliver en del af hovedbekendtgørelsen. Det er herefter hovedbekendtgørelsen i den form, den har fået med ændringsbekendtgørelsen, der skal ændres. En udløbsbestemmelse i en ændringsbekendtgørelse kan formuleres således:
»§ … i bekendtgørelse om …, som affattet ved denne bekendtgørelses § 1, nr. …, ophæves den [udløbsdato].«
De ændringer, der ønskes tidsbegrænset, vil skulle indsættes som nye bestemmelser i selvstændige paragraffer, stykker, numre m.v. i den hovedbekendtgørelse, der ændres, så bestemmelserne kan falde bort på ophævelsestidspunktet, uden at der derved opstår huller i den tilbageværende del af hovedbekendtgørelsen. Af samme grund bør stykker, numre m.v. som udgangspunkt placeres sidst i en række, så der heller ikke opstår huller i rækken af stykker eller numre efter ophævelsen. De ændringer, der ønskes tidsbegrænset, vil ikke kunne bestå af f.eks. ændringer af enkelte ord i en bestemmelse. I dette tilfælde er der ikke noget at ophæve, medmindre hele den paragraf eller det stykke, nummer m.v., som ordet står i, ophæves.
Ved udløbsbestemmelser i både hovedbekendtgørelser og ændringsbekendtgørelser bør det – ligesom når regler i øvrigt ophæves – overvejes, om der er behov for overgangsregler. Det bør således overvejes, hvilke tvivlsspørgsmål der kan opstå, når de pågældende regler falder bort som følge af udløbsbestemmelsen. Skal f.eks. ansøgninger, der er indgivet før udløbsdatoen, men endnu ikke færdigbehandlet, afgøres efter de tidligere gældende regler, selv om disse regler på dette tidspunkt er ophævet af udløbsbestemmelsen?