I ældre love, det vil sige love fra før omkring 1960, er der normalt i selve loven fastsat straf for overtrædelse af de forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven. Lovens straffebestemmelser omfatter i sådanne tilfælde alle bestemmelser i de udstedte bekendtgørelser, og der er ingen særskilt hjemmel til administrativt at fastsætte bestemmelser om straf. I disse tilfælde er det derfor retligt set overflødigt at indsætte en straffebestemmelse i bekendtgørelsen. Af hensyn til det ønskelige i at give borgerne, virksomhederne m.v. den bedst mulige oplysning om deres retsstilling bør der dog i bekendtgørelsen optages en henvisning til lovens straffebestemmelse med en gengivelse af dennes indhold. Følgende formulering kan anvendes:
»§ 32. Efter § … i lov om … straffes overtrædelse af bekendtgørelsen med … .«
Kan det undtagelsesvis give anledning til tvivl, hvilken lov der henvises til, bør lovens nummer og dato dog angives. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.8 om henvisninger til love, bekendtgørelser og EU-retsakter.
I nyere lovgivning vil hjemlen til straf for overtrædelse af bekendtgørelser normalt findes i en bestemmelse, der er formuleret således (eller har en lignende formulering):
»I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde [eller fængsel indtil … ] for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.«
I sådanne tilfælde skal straffebestemmelserne i bekendtgørelsen formuleres efter samme retningslinjer som dem, der anvendes ved udformning af straffebestemmelser i love.
Dette indebærer, at det for hver enkelt bestemmelse i bekendtgørelsen må overvejes, om det er nødvendigt at pålægge strafansvar for overtrædelse af bestemmelsen. Fastsættelse af strafansvar bør bygge på en sikker opfattelse af, at anvendelse af strafansvar – i stedet for mindre indgribende sanktioner m.v. – er påkrævet. Bl.a. af denne grund bør der ikke indsættes straffebestemmelser, der generelt bestemmer, at »overtrædelse af bekendtgørelsen« eller lignende straffes.
Straffebestemmelsen skal i øvrigt formuleres således, at det angives, at overtrædelse af nærmere opregnede regler i bekendtgørelsen straffes med bøde [eller fængsel indtil …].
Se følgende eksempel:
»§ 43. Med bøde [eller fængsel indtil …] straffes den, der overtræder §§ 3-7, § 8, stk. 2, §§ 10-13, § 14, stk. 3, 2. pkt., eller § 27.«
I sådanne tilfælde, hvor gerningsindhold og straffehjemmel ikke er indeholdt i samme bestemmelse, bør straffebestemmelsen præcist henvise til de regler i bekendtgørelsen, hvis overtrædelse skal kunne straffes. En sådan straffebestemmelse bør endvidere ud fra retssikkerheds- og retshåndhævelseshensyn alene anvendes, hvis ansvarssubjektet og gerningsindholdet er tilstrækkeligt præcist beskrevet i den bestemmelse, der henvises til. Den pågældende bestemmelse skal med andre ord være »egnet« til også at kunne virke som straffebestemmelse.
Hvis det findes mere hensigtsmæssigt, kan straffebestemmelsen i bekendtgørelsen dog i stedet formuleres efter det princip, der er anvendt i straffeloven, det vil sige, at den strafbare handling beskrives i selve straffebestemmelsen. Se følgende eksempel:
»§ 37. Med bøde straffes den, der uden tilladelse importerer varer, der er omfattet af §… .«
Der er ikke noget til hinder for, at samme bekendtgørelse indeholder nogle straffebestemmelser, der er udformet efter den ene metode, og andre, der er udformet efter den anden. Reglerne kan opdeles i flere selvstændige paragraffer eller optages i en paragraf med flere stykker eller numre afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Se følgende eksempel:
»§ 22. Med bøde straffes den, der
- overtræder § …
- tilsidesætter vilkår, der er fastsat efter § …, eller
- undlader at efterkomme påbud efter §… .«