2.14.10. Agil erhvervsrettet regulering | Lovkvalitet

Erhvervsrettet regulering bør, hvor det er relevant, udformes, så virksomhederne kan teste, udvikle og anvende nye digitale teknologier og forretningsmodeller samtidig med, at reguleringens overordnede formål og beskyttelseshensyn fastholdes.

Det er derfor obligatorisk for ministerierne at vurdere, om og hvordan ny erhvervsrettet regulering understøtter virksomhedernes muligheder for at teste, anvende og udvikle nye digitale teknologier og forretningsmodeller, og om erhvervsrettede offentlige digitale løsninger er brugervenlige for virksomhederne at anvende, idet nedenstående fem principper følges ved indgåelse af politiske aftaler og lægges til grund for lovgivningsarbejdet, herunder ved udstedelse af bekendtgørelser.

Principperne gælder for erhvervsrettet regulering. Det vil sige regulering, hvis primære formål er at ændre vilkårene for at drive erhvervsvirksomhed, og regulering, der har andre formål, men som kan påvirke virksomhedernes vilkår. Principperne finder dog kun anvendelse for regulering, der direkte eller indirekte kan påvirke virksomhedernes muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og forretningsmodeller.

De fem principper er:

  1. Muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller. Det skal vurderes, om ny regulering kan understøtte, at nye forretningsmodeller kan realiseres, herunder skabe bedre muligheder for test og forsøg samt for brug af nye teknologier, samtidig med at væsentlige samfundsøkonomiske eller beskyttelsesmæssige hensyn tilgodeses.
  2. Mere enkel og formålsbestemt. Et klart fokus på formål frem for krav til proces kan forbedre virksomhedernes mulighed for innovation. Ny regulering bør i det omfang, det er muligt, undlade detaljerede krav og specifikke beskrivelser, der gør det vanskeligt for virksomhederne at anvende nye teknologier og forretningsmodeller.
  3. Teknologineutral. Det skal vurderes, om ny regulering kan understøtte, at virksomhederne kan følge med i den teknologiske udvikling, bl.a. ved at undlade at stille krav om anvendelse af specifikke teknologier eller løsninger som en forudsætning for at overholde reguleringens formål.
  4. Helhedstænkende. Ministerier skal i det omfang, det er muligt, sikre sig, at ny regulering tager højde for, om der er et samspil med andre reguleringsområder, som har betydning for virksomhedernes anvendelse af nye teknologier og forretningsmodeller.
  5. Sikrer brugervenlig digitalisering. En god digital udmøntning af ny regulering er vigtig for virksomhedernes møde med det offentlige. Ny regulering skal, hvor det er relevant, indeholde en beskrivelse af, hvordan erhvervsrettede digitale løsninger gøres brugervenlige for at gøre det billigere og lettere at drive virksomhed.

Erhvervsrettede bekendtgørelsesudkast sendes til screening i Erhvervsstyrelsen så vidt muligt 6 uger før den offentlige høring. Der henvises om denne forelæggelse nærmere til pkt. 6.1.2.

Endvidere skal forholdet til de fem principper fremgå af høringsmaterialet i forbindelse med, at udkastet til bekendtgørelse sendes i offentlig høring. Der henvises nærmere til pkt. 7.5.3.

Det bemærkes, at princippernefor agil erhvervsrettet regulering adskiller sig fra principperne for digitaliseringsklar lovgivning (se herom pkt. 2.14.9). Principperne for agil erhvervsrettet regulering har til formål at sikre, at ny regulering muliggør virksomhedernes anvendelse af nye teknologier og forretningsmodeller, og at erhvervsrettede offentlige digitale løsninger er brugervenlige for virksomhederne at anvende. Principperne for digitaliseringsklar lovgivning har til formål at sikre, at ny regulering understøtter muligheden for hel eller delvis digital administration samt brug af ny teknologi, som kan understøtte en bedre og mere effektiv offentlig opgaveløsning til gavn for borgere og virksomheder. Derved har de to sæt af principper forskellige formål og ofte to forskellige anvendelsesområder.

Der henvises om principperne nærmere til Erhvervsministeriets vejledning om principper for agil erhvervsrettet regulering. Vejledningen kan findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger« eller på:

https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-princippet-agil-erhvervsrettet-regulering.

Back to top