Bekendtgørelser bør affattes klart, systematisk, let læseligt og pædagogisk. Det helt centrale er, at formen er enkel, kort og præcis med hensyn til såvel ordvalg som sprogstil, og at sætningerne er korte og klare.
En del bekendtgørelser indeholder i deres første paragraffer definitioner af udtryk, som anvendes flere gange i den følgende bekendtgørelsestekst.
Definitioner, der er væsentligt forskellige fra den almindelige opfattelse af et udtryk, bør ikke forekomme, medmindre definitionen følger af eksempelvis et EU-direktiv, som bekendtgørelsen implementerer.
Hvis et udtryk anvendes én eller to gange i bekendtgørelsesteksten, må det som udgangspunkt foretrækkes at udforme de pågældende bestemmelser på en sådan måde, at definitionens beskrivelse på en normal måde indgår i bestemmelsernes formulering, det vil sige uden en egentlig definitionsbestemmelse i bekendtgørelsen.
Denne fremgangsmåde kan imidlertid blive for tung, hvis et udtryk anvendes et større antal gange. I så fald bør følgende formulering anvendes:
»§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Betalingsinstrument: Enhver form for personligt instrument … .
2) Betalingsmodtager: En fysisk eller juridisk person, som … .
3) Betalingstransaktion: En handling, der … .
4) Fysisk handel: Afvikling af en betalingstransaktion, der … .«
Definitionsbestemmelser bør placeres i en af de første paragraffer i bekendtgørelsen, dog efter eventuelle bestemmelser om formål og anvendelsesområde.
Opmærksomheden henledes endelig på, at definitioner i EU-direktiver vil skulle medtages i den bekendtgørelse, hvorved direktivet gennemføres i dansk ret.