Ved udarbejdelse af bekendtgørelser bør det altid som ved udarbejdelse af lovforslag nøje overvejes, om gennemførelsen af de nye regler indebærer overgangsproblemer, der skal løses ved særlige overgangsregler. Et sådant behov kan være begrundet i hensynet til borgernes, virksomhedernes m.v. berettigede forventninger og mulighed for at indrette sig. En overgangsregel kan også få betydning for vurderingen af, om en bekendtgørelse indebærer ekspropriation efter grundlovens § 73.
En overgangsregel kan f.eks. gå ud på, at nye (skærpede) regler først efter en bestemt periode skal finde anvendelse for borgere, virksomheder m.v., der kan siges at have indrettet sig efter de gamle regler. Som et andet eksempel kan nævnes en overgangsregel, som indebærer, at nye (skærpede) regler i ansøgningssager ikke skal finde anvendelse i sager, hvor ansøgning er indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden.
Overgangsbestemmelser placeres mest naturligt som selvstændige stykker i ikrafttrædelsesparagraffen eller – hvis de er af mere omfattende karakter – i en efterfølgende selvstændig paragraf.
Overgangsregler er ikke undtagelser til en bekendtgørelses bestemmelse om ikrafttræden, og der skal derfor ikke i en bestemmelse om ikrafttræden indsættes », jf. dog« med henvisning til overgangsbestemmelsen.
Ved udarbejdelse af overgangsregler skal man være opmærksom på et eventuelt behov for at holde de hidtil gældende regler »i live« – altså reglerne i den affattelse de har, inden den nye bekendtgørelse træder i kraft. Det gælder f.eks., hvis ansøgninger indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden fortsat skal behandles efter de regler, der var gældende på ansøgningstidspunktet. Hvis de hidtil gældende regler fortsat skal finde anvendelse på forhold vedrørende tiden før den nye bekendtgørelses ikrafttræden, bør følgende formulering anvendes:
»Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på … [f.eks. ansøgninger indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden]. For sådanne … [f.eks. ansøgninger] finder de hidtil gældende regler [i bekendtgørelse nr. … af … om …] anvendelse.«
Det bør angives, hvor de hidtil gældende regler findes, hvis dette kan give anledning til tvivl, eller hvis det i øvrigt vurderes hensigtsmæssigt af hensyn til bekendtgørelsens brugervenlighed. For nærmere om henvisning til en lov eller bekendtgørelse i en udgave, der var gældende på et bestemt tidspunkt, henvises til pkt. 2.14.8.
Tilsvarende gælder, hvis der f.eks. er behov for en overgangsordning for et bestemt produkt, som i en periode fortsat skal kunne markedsføres efter de hidtil gældende regler. I givet fald bør følgende formulering anvendes:
»For … [f.eks. et produkt, der lovligt markedsføres på tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden] finder de hidtil gældende regler [i bekendtgørelse nr. … af … om …] anvendelse til og med … .«