Efter lovtidendeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, er kundgørelse en betingelse for, at en forskrift kan træde i kraft og dermed håndhæves over for borgere, virksomheder m.v. Det er derfor af afgørende betydning, at regler, der skal håndhæves over for borgere, virksomheder m.v., udformes som bekendtgørelser (eller kongelige anordninger), der som udgangspunkt skal kundgøres efter lovtidendeloven (se om kundgørelse pkt. 8.1).
Bekendtgørelsesformen skal således anvendes, hvis reglerne skal normere retsstillingen mellem borgere, virksomheder m.v. indbyrdes eller pålægge disse pligter over for det offentlige. Endvidere bør bekendtgørelse anvendes, hvis reglerne går ud på at tillægge borgerne, virksomhederne m.v. rettigheder over for det offentlige.
Beslutningen om, at en kompetence generelt overlades f.eks. af en minister til en styrelse, bør endvidere af hensyn til borgernes mulighed for at kunne vide, hvem der er rette myndighed, altid angives i en bekendtgørelse. Det gælder, uanset om kompetencen overlades i medfør af en lovbestemmelse herom eller i medfør af den ulovbestemte adgang til at overlade kompetencen til en myndighed, der står i et underordnelsesforhold til ministeren (se herom pkt. 2.3). Der henvises til pkt. 2.6.2 for så vidt angår udformningen af indledningen til sådanne delegationsbekendtgørelser og indledningen til bekendtgørelser, som efterfølgende udstedes i medfør af den overladte kompetence.
Bekendtgørelser bør som hovedregel alene indeholde regler, der retter sig til borgerne, virksomhederne m.v. Regler af tjenstlig karakter, der alene er bindende for myndigheder, og rent vejledende udtalelser bør i almindelighed ikke optages i en bekendtgørelse, da en sådan placering vil kunne tilsløre stoffets særlige karakter og give bekendtgørelsen et unødigt stort omfang. Tjenstlige forskrifter bør derfor optages i et cirkulære og vejledende stof i en vejledning.
Hvis omfanget af de tjenstlige forskrifter eller det vejledende stof er så begrænset, at det forekommer urimeligt at udarbejde et cirkulære eller en vejledning herom, kan dette begrænsede stof dog medtages i bekendtgørelsen.
Placeringen af dette stof i en bekendtgørelse stiller imidlertid visse krav til den sproglige formulering, idet stoffets særlige karakter på grund af dets placering i en bekendtgørelse bør fremhæves for at undgå misforståelser. Navnlig er det ikke tilstrækkeligt at angive vejledende stofs særlige karakter ved anvendelse af ordet »bør«, da dette ord i en bindende retsforskrift undertiden (om end uheldigt) kan udtrykke en bindende regel, typisk en hovedregel, der kan fraviges under særlige omstændigheder. Stoffets vejledende karakter bør fremhæves på anden måde, f.eks. ved anvendelse af »kan« eller »det vil (kan) ofte være hensigtsmæssigt … «. Derimod er der naturligvis ikke noget til hinder for at anvende »bør« i en selvstændig vejledning.
En bekendtgørelse bør ikke indeholde overflødigt stof. Lovregler bør derfor kun gengives i bekendtgørelsen, hvis det er nødvendigt for at udforme bekendtgørelsen på en forståelig måde. For at undgå retsusikkerhed bør gengivelsen af en lovbestemmelse så vidt muligt være ordret og ske med henvisning til lovbestemmelsen, f.eks. »Efter § 3 i lov om … skal … «. Kan det undtagelsesvis give anledning til tvivl, hvilken lov der henvises til, bør lovens nummer og dato angives (se endvidere pkt. 2.14.8 om henvisninger til love, bekendtgørelser og EU-retsakter).