9.5. Forelæggelse i Statsrådet før fremsættelsen for Folketinget | Lovkvalitet

Efter grundlovens § 17, stk. 2, forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger i Statsrådet. Bestemmelsen indebærer bl.a., at regeringens (men ikke private) lovforslag og beslutningsforslag som udgangspunkt skal forelægges i Statsrådet inden fremsættelsen for Folketinget.

Den nærmere fremgangsmåde i forbindelse med forelæggelse af sager i Statsrådet er beskrevet i Statsministeriets vejledning nr. 9160 af 10. februar 2023 om ekspedition af statsrådssager (statsrådsvejledningen):

https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2023/9160.

Møder i Statsrådet afholdes efter behov og da som hovedregel tirsdag eller onsdag formiddag. Møderne fastlægges i samarbejde mellem Kabinetssekretariatet og Statsministeriet. Kabinetssekretariatet indkalder samtlige ministre til Statsrådet.

Der er to typer af statsrådsforelæggelse før fremsættelse af lovforslag:

  1. Forelæggelse til bifaldelse i Statsrådet af fremsættelse af lovforslag. I sådanne tilfælde forelægges lovforslaget i Statsrådet inden fremsættelsen for Folketinget.
  2. Forelæggelse til bifaldelse uden for Statsrådet af fremsættelse af lovforslag samt efterfølgende bekræftelse i Statsråd. Det er fast praksis, at sager, der ikke kan afvente førstkommende statsrådsmøde, kan forelægges for Dronningen til bifaldelse uden for Statsrådet. Disse såkaldte kabinetsekspeditioner bekræftes i så fald i det førstkommende Statsråd (såkaldt korroboration).

Statsrådsvejledningen indeholder endvidere udkast til ministerens tale ved forelæggelser i Statsrådet samt skabeloner til de dokumenter, der skal udarbejdes i forbindelse med forelæggelse af lovforslag i Statsrådet.

Back to top