Inden forelæggelsen af et udkast til lovforslag på ministermøde, forelægges udkastet for regeringens koordinationsudvalg.
Formålet med behandlingen i Koordinationsudvalget er bl.a. at sikre, at der er sket den nødvendige politiske koordinering m.v. som led i lovforberedelsen.
Behandlingen i Koordinationsudvalget sker normalt i skriftlig procedure. I særlige tilfælde, f.eks. i forbindelse med forberedelse af større samlede lovinitiativer, der omfatter flere lovforslag, kan forslagene behandles på et egentligt møde i Koordinationsudvalget. I disse tilfælde deltager den eller de relevante fagministre i drøftelsen af forslagene.
Materialet til behandlingen i Koordinationsudvalget omfatter normalt et resumé af forslaget udformet som et udkast til ministermøderesuméet samt et udkast til lovforslaget med bemærkninger. Hvis der ikke forud for forelæggelsen for regeringens koordinationsudvalg af et udkast til lovforslag er foretaget en lovteknisk gennemgang af forslaget i Justitsministeriet, eller hvis ændringer som følge af den lovtekniske gennemgang af udkastet til lovforslag endnu ikke er indarbejdet, bør resuméet ledsages af en bemærkning om, at »der tages forbehold for eventuelle lovtekniske bemærkninger«.
Behandlingen af udkastet til lovforslag i regeringens koordinationsudvalg sker normalt i ugen inden forelæggelsen på ministermødet. Mødematerialet sendes til Statsministeriet senest tirsdag kl. 10, medmindre andet aftales konkret med Statsministeriet. Statsministeriet udsender mødematerialet til de øvrige medlemmer af Koordinationsudvalget.
Eventuelle bemærkninger til udkastet til lovforslag i den skriftlige procedure gives direkte til fagministeriet. Hvis Statsministeriet modtager bemærkninger, orienteres det pågældende fagministerium. Hvis der ikke er bemærkninger til lovforslaget, sætter Statsministeriet lovforslaget på dagsordenen til det følgende ministermøde, medmindre andet aftales konkret.
Nogle lovforslag drøftes også i regeringsudvalg inden den ovennævnte forelæggelse for regeringens koordinationsudvalg. Der kan f.eks. være behov for på et tidligere stadie at forelægge en sag for Koordinationsudvalget om, hvilken ordning der skal foreslås. Herudover drøftes bl.a. lovforslag med væsentlige økonomiske konsekvenser typisk i regeringens økonomiudvalg. Der er i vejledning om erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger og vejledning om principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering retningslinjer for, i hvilke tilfælde udkast til erhvervsrettede lovforslag skal forelægges for Økonomiudvalget (se nærmere pkt. 8.1.2). Endvidere er der i vejledning om vurdering af konsekvenser for klima, miljø og natur retningslinjer for, i hvilke tilfælde udkast til lovforslag med konsekvenser for klima, miljø og natur skal forelægges for regeringens udvalg for grøn omstilling (se nærmere pkt. 8.1.3). Spørgsmålet om, hvilke regeringsudvalg der skal inddrages i arbejdet med et lovforslag, afgøres i øvrigt konkret.
Der kan undtagelsesvis være behov for at fremsætte et lovforslag, uden at det har været behandlet i Koordinationsudvalget og på et ordinært ministermøde. I sådanne undtagelsesvise tilfælde kan forslaget behandles i skriftlig procedure afpasset omstændighederne. Den nærmere tilrettelæggelse af den skriftlige procedure aftales konkret mellem det pågældende fagministerium og Statsministeriet.