Det er vigtigt at have klarhed over, hvilken indstilling de myndigheder, organisationer m.v., som vil blive berørt af en lovregulering, har til det påtænkte lovforslag.
Dette er bl.a. væsentligt for det pågældende fagministeriums vurdering af, om lovforslaget ud fra tekniske og indholdsmæssige synspunkter kan anses for egnet og må forventes at være muligt at efterleve i praksis, samt for Folketingets bedømmelse af, om lovforslaget kan anses for rimeligt og hensigtsmæssigt.
Det er også et selvstændigt mål at sikre, at de berørte parter inddrages i udarbejdelsen af lovgivning, som vedrører deres forhold.
Bl.a. på denne baggrund bør der – som altovervejende hovedregel – foretages offentlig høring over udkast til lovforslag – medmindre lovforslaget f.eks. bygger på en betænkning, der har været i offentlig høring.
Udkast til lovforslag, som sendes i offentlig høring, bør i almindelighed være »færdige«, bl.a. således at der er fuldstændige bemærkninger til lovforslaget. Det kan efter omstændighederne også være relevant at vedlægge andet materiale af betydning for vurderingen af udkastet.
I forbindelse med offentlige høringer udarbejdes der et høringsbrev og en høringsliste, som vedlægges brevet.
Den offentlige høring bør som altovervejende hovedregel være afsluttet ved fremsættelsen af lovforslaget for Folketinget. Kun ved en sådan forudgående offentlig høring har det pågældende fagministerium mulighed for at foretage de ændringer i udkastet, som høringen måtte medføre, før fremsættelsen for Folketinget. Hvis den offentlige høring først afsluttes efter fremsættelsen af lovforslaget, vil det endvidere typisk, hvis høringen skal give mening, være nødvendigt for de hørte myndigheder, organisationer m.v. at udarbejde høringssvaret inden for en meget kort frist, i almindelighed inden lovforslagets 1. behandling i Folketinget. Desuden vil det ofte være vanskeligt for fagministeriet på en tilstrækkelig grundig måde at foretage de ændringer i lovforslaget, som efter den offentlige høring må anses for nødvendige eller dog hensigtsmæssige.
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 24. marts 2021 en beretning om hastebehandling af regeringens lovforslag (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, beretning nr. 15). Det fremgår af beretningen, at regeringens lovforslag, uanset at de ønskes hastebehandlet, som altovervejende hovedregel bør sendes i høring. I den forbindelse bør de almindelige principper for høring ifølge beretningen følges så nært, som omstændighederne tillader, idet det naturligvis må anerkendes, at høringsfristerne nødvendigvis må være kortere end det almindeligt anerkendte udgangspunkt på mindst 4 uger. Selv i tilfælde, hvor et lovforslag ønskes gennemført på meget kort tid, f.eks. nogle enkelte dage, bør det ifølge beretningen sendes i høring. Også en høring, som sker samtidig med fremsættelsen og med en frist på ganske få dage eller endda en enkelt dag, vil ifølge beretningen være at foretrække frem for, at der slet ikke sker høring. Eventuelt vil en høring, hvis et egentligt udkast til lovforslag endnu ikke foreligger, ifølge beretningen kunne ske over et notat eller lignende, der kort beskriver lovgivningsinitiativets hovedindhold. Er intet andet praktisk muligt, vil selv en mundtlig høring af de mest centrale interessenter på området, hvorefter disses synspunkter sammenfattes af vedkommende ministerium eller styrelse i et kort notat, ifølge beretningen være bedre end ingen høring. Er det ganske undtagelsesvis ikke muligt af hensyn til sagens hastende karakter at udarbejde et høringsnotat, bør dette ifølge beretningen heller ikke afholde vedkommende ministerium eller styrelse fra at iværksætte høring over lovforslaget. I så fald må høringssvarene blot oversendes til vedkommende folketingsudvalg uden nærmere kommentarer. I det helt ekstraordinære tilfælde, at der ikke foretages høring, bør regeringen ifølge beretningen skriftligt, tidligt og tydeligt begrunde dette over for vedkommende folketingsudvalg.
Som nærmere beskrevet i pkt. 6.2 kan f.eks. et hensyn til at hindre spekulation i form af »hamstring«, der ville kunne modvirke formålet med loven i tidsrummet indtil lovens håndhævelsestidspunkt, føre til, at loven gives tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for fremsættelsen af lovforslaget for Folketinget. I givet fald bør lovforslaget sendes i offentlig høring samtidig med fremsættelsen.
Hvis et forslag ikke sendes i offentlig høring eller først sendes i offentlig høring umiddelbart inden eller samtidig med fremsættelsen, bør ministeren oplyse dette i fremsættelsestalen (se herom pkt. 9.6). Ministeren bør endvidere redegøre for baggrunden herfor samt for, om ministeren ønsker lovforslaget 1. behandlet, inden høringssvar og høringsnotat i givet fald kan foreligge. I det obligatoriske punkt om hørte myndigheder og organisationer m.v. i lovforslagets almindelige bemærkninger (se herom pkt. 4.2.13) bør der endvidere medtages en begrundelse for, at forslaget ikke sendes i offentlig høring eller først sendes i offentlig høring umiddelbart inden eller samtidig med fremsættelsen.
Det bemærkes i øvrigt, at en tidlig og mere direkte kontakt til målgruppen for lovgivningen, f.eks. virksomheder, interesseorganisationer eller offentlige myndigheder, i nogle tilfælde kan være en fordel, f.eks. i forbindelse med implementering af EU-regulering. Derved kan der indhentes information og konkrete erfaringer, der kan bidrage til, at den nye lovgivning udformes så hensigtsmæssigt og så lidt administrativt belastende som muligt.
Det bemærkes endvidere, at der i en række tilfælde er krav om forelæggelse af udkast til lovforslag for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v. før den offentlige høring. Der henvises nærmere til pkt. 8.