Når det overvejes at indsætte bestemmelser om straf for overtrædelse af en lovs regler, bør det indledningsvis vurderes, i hvilket omfang der er behov for at fastsætte strafansvar ved siden af straffelovens bestemmelser. F.eks. er det strafbart efter straffelovens § 163 skriftligt at afgive urigtige oplysninger til brug i retsforhold, der vedrører det offentlige, og der vil således sjældent være et retligt behov for i særlovgivningen at have en tilsvarende regel om afgivelse af urigtige skriftlige oplysninger.
I samme forbindelse er der dog en række strafferetlige principper m.v., der også må tages i betragtning.
Der bør således foretages en nøje prøvelse af hver enkelt bestemmelse med henblik på at vurdere, om det er nødvendigt at straffe overtrædelser heraf. Fastsættelse af strafansvar bør bygge på en sikker opfattelse af, at anvendelse af strafansvar – i stedet for mindre indgribende sanktioner m.v. – er påkrævet. Bl.a. af denne grund bør der ikke indsættes straffebestemmelser, der generelt bestemmer, at »overtrædelse af loven« eller lignende straffes.
Bestemmelser om straf for overtrædelse af bekendtgørelser bør ikke optages i den lov, der hjemler bekendtgørelsen, da der i så fald ikke kan foretages den ovenfor omtalte prøvelse af, hvilke bestemmelser i bekendtgørelsen der er behov for at strafbelægge. Hjemlen til straf bør i stedet udformes således, at der i loven indsættes en bestemmelse, hvorefter der i forskrifter, som udstedes i medfør af loven, kan fastsættes straf for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Indeholder den pågældende lov – hvad der er sædvanligt – også i øvrigt straffebestemmelser, bør den nævnte bemyndigelsesbestemmelse indsættes i sammenhæng med disse bestemmelser. Se følgende eksempel på formulering:
»I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde [eller fængsel indtil …] for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.«
Bestemmelser, hvis overtrædelse er sanktioneret med straf, skal være affattet i et så klart og præcist sprog som muligt. Bestemmelserne skal således være affattet på en måde, der gør det muligt for den enkelte borger, virksomhed m.v. at forstå sin retsstilling, og navnlig hvad den enkelte bør foretage sig eller undlade for at undgå strafansvar.
Straffebestemmelser i særlovgivningen udformes normalt som henvisningsbestemmelser (f.eks. »… overtrædelse af §§ … eller … straffes med bøde [eller fængsel indtil …]«).
I sådanne tilfælde, hvor gerningsindhold og strafhjemmel ikke er indeholdt i samme bestemmelse, bør straffebestemmelsen præcist henvise til de regler i loven, hvis overtrædelse skal kunne straffes. En sådan straffebestemmelse bør endvidere ud fra retssikkerheds- og retshåndhævelseshensyn alene anvendes, hvis ansvarssubjektet og gerningsindholdet er tilstrækkeligt præcist beskrevet i den bestemmelse, der henvises til. Den pågældende bestemmelse skal med andre ord være »egnet« til også at kunne virke som straffebestemmelse.
Som eksempel på en straffebestemmelse, der lever op til de nævnte krav, kan nævnes følgende (fra færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13. august 2021):
»§ 42. På andre veje end motorveje og motortrafikveje må køretøjers hastighed ikke overstige følgende grænser:
1) i tættere bebygget område: 50 km i timen,
2) uden for tættere bebygget område: 80 km i timen. […]
§ 44. Færdsel på motorvej samt på tilkørsels- og frakørselsvej til en sådan vej må kun ske med motorkøretøjer, som på vandret vej kan og må fremføres med en hastighed af mindst 50 km i timen. […]
§ 118. Med bøde, jf. dog stk. 10 og 11, straffes den, der:
1) overtræder […] §§ 14-52 […].«
De specielle bemærkninger til straffebestemmelsen bør navnlig indeholde en nærmere redegørelse for kredsen af mulige ansvarssubjekter, ligesom gerningsindholdet bør uddybes, så det bl.a. klart fremgår, hvilken bestemt adfærd der er strafbelagt efter bestemmelsen. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at nævne eksempler på situationer, der er omfattet af kriminaliseringen. I de tilfælde, hvor gerningsindhold og strafhjemmel ikke er indeholdt i samme bestemmelse, vil en tilstrækkelig redegørelse efter omstændighederne kunne være indeholdt i bemærkningerne til den bestemmelse, som strafhjemlen henviser til, det vil sige i bemærkningerne til §§ 42 og 44 i ovennævnte eksempel.
Hvis det findes mere hensigtsmæssigt, kan straffebestemmelsen i loven dog i stedet formuleres efter det princip, der er anvendt i straffeloven, det vil sige, at den strafbare handling beskrives i selve straffebestemmelsen. Se følgende eksempel:
»§ 37. Med bøde straffes den, der uden tilladelse importerer varer, der er omfattet af § … .«
Der er ikke noget til hinder for, at samme lov indeholder nogle straffebestemmelser, der er udformet efter den ene metode, og andre, der er udformet efter den anden. Reglerne kan opdeles i flere selvstændige paragraffer eller optages i en paragraf med flere stykker eller numre afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Se følgende eksempel:
»§ 22. Med bøde straffes den, der
1) overtræder § …
2) tilsidesætter vilkår, der er fastsat efter § …, eller
3) undlader at efterkomme påbud efter § … .«