Databeskyttelsesforordningen har direkte virkning i Danmark, hvilket betyder, at der som udgangspunkt ikke må være anden dansk lovgivning, der regulerer behandling af personoplysninger, i det omfang dette er reguleret i forordningen. Databeskyttelsesforordningen giver dog inden for en lang række områder mulighed for, at der i national ret kan fastsættes bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningen. Det gælder artikel 6, stk. 2 og 3, for lovlig behandling af almindelige personoplysninger og artikel 9, stk. 2, litra b og g-j, og stk. 4, for så vidt angår fastsættelse af undtagelser til forbuddet om behandling af følsomme personoplysninger. Er der tale om fastsættelse af nationale særregler for behandling af følsomme personoplysninger, skal særreglen have hjemmel i både databeskyttelsesforordningens artikel 6 og 9.
Hvis der ved lovforslaget foreslås en dansk særregel om behandling af personoplysninger efter reglerne i databeskyttelsesforordningen, skal særreglen opfylde en række krav i databeskyttelsesforordningen. Kravene varierer afhængig af typen af personoplysninger.
I de tilfælde, hvor fagministeriet ønsker at udarbejde en national særregel for behandling af enten almindelige eller følsomme personoplysninger, bør fagministeriet – i et særskilt punkt placeret i de almindelige bemærkninger umiddelbart inden de obligatoriske konsekvensvurderinger – gennemgå tjeklisterne i pkt. 7.3.6.2 og 7.3.6.3, der stammer fra betænkning nr. 1565/2017 om databeskyttelsesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgivning, for at vurdere, om den danske særregel ligger inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen. Dog kan gennemgangen efter omstændighederne også placeres i tilknytning til det relevante hovedpunkt, hvis det i det konkrete tilfælde vurderes mere hensigtsmæssigt.
Databeskyttelsesforordningens artikel 10 om behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser og forordningens kapitel IX om bestemmelser vedrørende specifikke behandlingssituationer om eksempelvis ytrings- og informationsfrihed giver mulighed for, at der kan fastsættes national særlovgivning inden for forordningens råderum. For nærmere herom henvises til betænkning nr. 1565/2017, side 233-252 og 948-1000. Hvis der ved lovforslaget foreslås en dansk særregel om behandling efter disse regler, bør lovforslaget indeholde en gennemgang af, om særreglen overholder kravene i databeskyttelsesforordningen. Denne gennemgang placeres samme sted som den ovennævnte gennemgang af tjeklisterne.
Det bemærkes, at regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som ligger inden for databeskyttelsesforordningens rammer for særregler om behandling af personoplysninger, går forud for reglerne i databeskyttelsesloven, jf. databeskyttelseslovens § 1, stk. 3. Et lovforslag, der indeholder bestemmelser om behandling af personoplysninger, bør på den baggrund også derfor indeholde bemærkninger om det nærmere forhold til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
Indeholder lovforslaget bestemmelser, hvorefter behandling af personoplysninger alene kan ske, hvis bestemte betingelser er opfyldt med den virkning, at andre behandlingshjemler i databeskyttelsesforordningen ikke kan anvendes som behandlingsgrundlag, bør dette beskrives i bemærkningerne. For yderligere oplysninger om muligheden for særregler om lovlig behandling med hjemmel i én af behandlingshjemlerne henvises til betænkning nr. 1565/2017, side 153-157 og 232.
Det bemærkes, at retshåndhævelsesdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA) også giver mulighed for, at der kan fastsættes nationale særregler inden for direktivets anvendelsesområde. Hvis der i et lovforslag foreslås bestemmelser inden for anvendelsesområdet af retshåndhævelsesloven, skal vurderingen af bestemmelserne foretages i forhold til retshåndhævelsesdirektivet.