Databeskyttelsesforordningen opdeler personoplysninger i tre typer, som bl.a. har betydning for behandlingsbetingelserne: Almindelige personoplysninger, følsomme personoplysninger og personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser (strafbare forhold).
Almindelige personoplysninger er alle andre oplysninger end følsomme personoplysninger og oplysninger om strafbare forhold. Det kan eksempelvis være identifikationsoplysninger såsom navn og adresse. Det kan også være oplysninger i form af billeder, arbejdsområde, CV eller økonomiske forhold.
Følsomme personoplysninger – som også kaldes særlige kategorier af personoplysninger – er oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1. De oplistede personoplysninger udgør en udtømmende liste over de oplysninger, der kategoriseres som følsomme. Der kan i national ret ikke ændres på denne liste.
Personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser er reguleret i databeskyttelsesforordningens artikel 10 og databeskyttelseslovens § 8. Oplysninger om strafbare forhold er således særskilt reguleret i databeskyttelsesloven.
Endelig reguleres personnumre af databeskyttelseslovens § 11.