7.15. Innovations- og iværksættertjek for erhvervsrettet regulering | Lovkvalitet

  1. Fagministeriets vurdering af om tjekket er relevant. I trin 1 skal fagministeriet indledningsvis vurdere, om tjekket er relevant for lovforslaget. Trin 1 er obligatorisk og skal udføres for alle erhvervsrettede lovforslag. Tjekket er relevant for lovforslaget, hvis det vil påvirke virksomheders eller iværksætteres muligheder for at teste, udvikle og anvende nye teknologier og innovation. Hvis der kan svares ja hertil, skal lovforslaget dernæst gennemgå trin 2-4 i tjekket.
  2. Erhvervsstyrelsens gennemgang af tjekpunkterne. Trin 2 indeholder en gennemgang af fire tjekpunkter, der gennemgås i dialog mellem Erhvervsstyrelsen og fagministeriet. De fire tjekpunkter er:
    1. Innovationsvenlig og teknologineutral. Dette tjekpunkt består af to delelementer: 1) Opstilles der innovationsvenlige rammer, og 2) er reguleringen formuleret formålsbestemt og teknologineutral. Tjekpunktet har bl.a. til formål at skabe klare, formålsbestemte juridiske rammer for innovation og iværksætteri samt understøtte realiseringen af nye forretningsmodeller. Ligeledes har tjekpunktet til formål at sikre et fokus på metodefrihed hos virksomheder til at teste, udvikle og anvende nye teknologier og innovation, så længe formålet med reguleringen opnås. Derfor er hovedformålet i tjekpunktet at vurdere, om reguleringen er formuleret ud fra en formålsbetragtning og formuleret teknologineutralt.
    2. Iværksættervenligt. Dette tjekpunkt har til formål at sikre, at reguleringen ikke er unødvendigt byrdefuld for iværksættere og små virksomheder. Hvis det vurderes, at små virksomheder eller iværksættere vil blive hårdt ramt af ny regulering, kan fagministeriet træffe afbødende foranstaltninger. Dette kan f.eks. indebære forenkling af forpligtelser eller tidsmæssige undtagelser. Erhvervsstyrelsen kan komme med anbefalinger vedrørende ændringer i lovteksten, øget inddragelse af interessenter, udarbejdelse af vejledninger, længere omstillingsperioder og lignende.
    3. Sikkerheds- og privatlivsfremmende teknologier. Dette tjekpunkt har til formål at belyse, om reguleringen fremmer brugen af sikkerheds- og privatlivsfremmende teknologier. Sikkerheds- og privatlivsfremmende teknologier kan styrke den digitale sikkerhed i produkter og løsninger, og de kan f.eks. implementeres gennem security/privacy-by-design. Angår reguleringen f.eks. it-sikkerhed eller cybersikkerhed, vil det i forbindelse med dette tjekpunkt skulle vurderes, om reguleringen fremmer brugen af sikkerheds- og privatlivsfremmende teknologier.
    4. Forsøgsordninger og evaluering. Formålet med forsøgsordninger og regulatoriske sandkasser er både at tilbyde målrettet vejledning til virksomhederne og at indsamle evidens for, hvad en ny forretningsmodel, teknologi eller innovativ løsning har af konsekvenser, inden disse eventuelt lovliggøres i større skala. I forbindelse med dette tjekpunkt skal det vurderes, om der allerede findes relevante forsøgsordninger eller regulatoriske sandkasser, og om det kan være relevant at etablere nye forsøgsordninger eller regulatoriske sandkasser.
  3. Erhvervsstyrelsens udtalelse. På baggrund af gennemgangen af de fire foregående tjekpunkter afgiver Erhvervsstyrelsen et svar til det relevante fagministerium. Erhvervsstyrelsens svar skal afspejle, om reguleringen samlet set fremmer eller opstiller barrierer for virksomheders eller iværksætteres muligheder for at teste, udvikle og anvende nye teknologier eller innovation. Resultatet skal alene afspejle de tjekpunkter, der er relevante for den pågældende regulering. Hvis en sandkasseordning eksempelvis ikke er relevant for reguleringen, vil Erhvervsstyrelsens sammenfatning således ikke omfatte dette punkt.
  4. Sammenfatning af tjekket. Når Erhvervsstyrelsen har lavet en gennemgang af relevant regulering og afgivet en udtalelse, skal fagministeriet lave en sammenfatning af tjekkets trin 1 og 3. I sammenfatningen angives:
    • Fagministeriets vurdering af, om tjekket er relevant for reguleringen.
    • En gennemgang af, om reguleringen samlet set fremmer eller opstiller barrierer for virksomheders eller iværksætteres muligheder for at teste, udvikle og anvende nye teknologier eller innovation på baggrund af de tjekpunkter, der er relevante for den pågældende regulering. Gennemgangen skal afspejle de tjekpunkter, som Erhvervsstyrelsen har udtalt sig om i trin 3.

https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-innovations-og-ivaerksaettertjekket.

Back to top