Det er relativt få af grundlovens bestemmelser, der har praktisk betydning i det daglige lovgivningsarbejde. Det drejer sig navnlig om § 43 om beskatning og § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed.
Undertiden kan også andre grundlovsbestemmelser være af betydning, herunder § 3 om magtens tredeling, § 63 om domstolsprøvelse af øvrighedsmyndighedens grænser, herunder såvel generelle administrative retsakter som forvaltningsakter m.v., § 72 om boligens ukrænkelighed og meddelelseshemmeligheden og §§ 77-79 om ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. For disse bestemmelsers vedkommende opstår forholdsvis sjældent egentlige retlige spørgsmål, men i højere grad spørgsmål i forhold til de bredere retspolitiske principper, som bestemmelserne er udtryk for. Der henvises om principper, der bygger på grundloven, til pkt. 6.1.