Som det fremgår af pkt. 4.2.7–4.2.12, bør de almindelige bemærkninger indeholde en række obligatoriske konsekvensvurderinger. Det drejer sig om økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige, økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v., administrative konsekvenser for borgerne, klimamæssige konsekvenser, miljø- og naturmæssige konsekvenser og forholdet til EU-retten.
Der kan efter omstændighederne være grund til at redegøre for andre konsekvenser af lovforslaget end dem, der er obligatoriske. Det kan f.eks. dreje sig om forslagets ligestillingsmæssige konsekvenser, konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål, regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter, konsekvenser for det nordiske samarbejde eller konsekvenser for rigsfællesskabet. Der kan også være særlige konsekvenser for f.eks. handicappede eller det frivillige foreningsliv, som bør beskrives. Endvidere kan det dreje sig om, hvordan lovforslaget forholder sig til anden lovgivning, i tilfælde, hvor dette spørgsmål ikke mere hensigtsmæssigt kan behandles under det relevante hovedpunkt. Herudover kan det dreje sig om forholdet til grundloven, forholdet til Danmarks internationale forpligtelser eller forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. En række af disse konsekvensvurderinger er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 4.2.6.2–4.2.6.7.
Hvis der er anledning til at medtage en beskrivelse af sådanne konsekvenser, bør beskrivelsen placeres i et særskilt punkt i de almindelige bemærkninger umiddelbart inden de obligatoriske konsekvensvurderinger. Forholdet til anden lovgivning, grundloven, Danmarks internationale forpligtelser eller databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven kan dog efter omstændighederne også adresseres i tilknytning til det relevante hovedpunkt, hvis det i det konkrete tilfælde vurderes mere hensigtsmæssigt.
Det bemærkes, at sådanne øvrige konsekvenser ikke skal indgå i det sammenfattende skema.
Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 9319 af 7. maj 2018 om konsekvensanalyser: