Indeholder hovedloven en anordningshjemmel, der ikke er udnyttet, og indeholder senere ændringslove ingen territorialbestemmelse, er udgangspunktet, at anordningshjemlen i hovedloven omfatter loven i dens ændrede skikkelse, det vil sige både hovedloven og de senere ændringslove. Det vil således være udelukket at sætte loven administrativt i kraft i dens oprindelige skikkelse, medmindre der i hovedloven er hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland »helt eller delvis«, eller det kan anses for omfattet af hovedlovens hjemmel til at foretage »de ændringer, som de færøske/grønlandske forhold tilsiger«.
Senere ændringslove, som ikke indeholder en territorialbestemmelse, vil således ikke gælde direkte, da hovedloven ikke gælder.
Skal ændringsloven eller dele af ændringsloven ikke kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland, skal det udtrykkeligt anføres i ændringsloven, at den helt eller delvis ikke gælder for Færøerne eller Grønland. Territorialbestemmelsen bør i givet fald formuleres således:
»[Loven]/[§ …, nr. …,] gælder ikke for [Færøerne]/[Grønland]/[Færøerne og Grønland].«
Det bør fremgå af lovforslagets bemærkninger til territorialbestemmelsen, at ændringsloven eller dele af ændringsloven ikke vil kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland sammen med hovedloven. Hvis det alene er dele af ændringsloven, der ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland, bør det desuden fremgå, at den uudnyttede anordningshjemmel i hovedloven vil kunne anvendes til at sætte de dele af ændringsloven, som ikke er omfattet af territorialbestemmelsen, i kraft for Færøerne eller Grønland sammen med hovedloven.
Er sagsområdet efter hovedlovens ikrafttræden overtaget af de færøske eller grønlandske myndigheder, er en territorialbestemmelse for så vidt som udgangspunkt overflødig. Det bør imidlertid alligevel udtrykkeligt anføres i en territorialbestemmelse, at loven ikke gælder for Færøerne eller Grønland, så der ikke opstår tvivl om lovens gyldighedsområde. Det bør oplyses i bemærkningerne til territorialbestemmelsen, at sagsområdet er overtaget.
Skal ændringsloven kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland på et senere tidspunkt end hovedloven, skal ændringsloven indeholde en territorialbestemmelse med en anordningshjemmel, idet hovedlovens anordningshjemmel som udgangspunkt ikke på ny kan anvendes, hvis den allerede har været anvendt til at sætte hovedloven og eventuelle senere ændringslove i kraft. Se om formulering af en territorialbestemmelse med en anordningshjemmel, herunder en anordningshjemmel, der giver mulighed for etapevis ikrafttræden, pkt. 3.8.3.3.
En ændringslov skal ikke indeholde en territorialbestemmelse med en anordningshjemmel, hvis ændringsloven skal kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland med ændringer i forhold til den danske ordning. Dette skyldes, at anordningshjemlen i hovedloven som udgangspunkt omfatter loven i dens ændrede skikkelse, det vil sige både hovedloven og de senere ændringslove. Det bør fremgå af lovforslagets bemærkninger til ikrafttrædelsesbestemmelsen, at den uudnyttede anordningshjemmel i hovedloven også vil kunne anvendes til at sætte de foreslåede ændringer i kraft sammen med hovedloven.
Det anbefales dog at indsætte en territorialbestemmelse med anordningshjemmel i forslag til ændringslove i de tilfælde, hvor man ikke er sikker på, om ændringsloven skal sættes i kraft på samme tid som resten af hovedloven.
Udkast til lovforslag, der indeholder en anordningshjemmel, skal forelægges for de færøske eller grønlandske myndigheder, inden lovforslaget fremsættes. Fremsættelse og vedtagelse af lovforslaget behøver dog ikke afvente en eventuel udtalelse. Modtages der en udtalelse efter fremsættelsen, bør Folketinget orienteres herom, eventuelt i form af et supplerende høringsnotat. Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2 om forelæggelse for de færøske eller grønlandske myndigheder.
Er der behov for at gennemføre en særlig ordning for Færøerne eller Grønland, og skal ordningen fravige en tilsvarende ordning i Danmark i et sådant omfang, at ordningen ikke kan etableres inden for rammerne af en anordningshjemmel, bør der udarbejdes et udkast til forslag til en særlig ændringslov for Færøerne eller Grønland. Der henvises herom til pkt. 3.8.3.3.
En særlig ændringslov for Færøerne eller Grønland vil først kunne træde i kraft, når hovedloven er sat i kraft for Færøerne eller Grønland ved kongelig anordning.