Skal et forslag til en hovedlov erstatte én eller flere gældende love, medtages der en bestemmelse herom. Bestemmelsen placeres i samme paragraf som ikrafttrædelsesbestemmelsen, men i et selvstændigt stykke. Bliver paragraffen mere omfattende, f.eks. som følge af, at der også er behov for virknings- og overgangsbestemmelser, bør ophævelses-, virknings- eller overgangsbestemmelserne dog placeres i én eller flere umiddelbart følgende paragraffer.
Følgende formulering bør anvendes:
»§ … Loven træder i kraft den … .
Stk. 2. Lov nr. … af … om … ophæves.«
I bestemmelser om ophævelse anføres den oprindelige lovs nummer, dato og titel. Er loven med senere ændringer skrevet sammen i en lovbekendtgørelse, angives alene lovens titel, hvorefter lovbekendtgørelsen anføres med nummer og dato (»Lov om …, jf. lovbekendtgørelse nr. … af …, ophæves«). Der henvises ikke til senere ændringslove, som har ændret den lov, der ophæves.
Skal flere love ophæves, fremmer det overskueligheden at anføre dette i en nummereret opregning. Se følgende eksempel:
»§ … Loven træder i kraft den … .
Stk. 2. Følgende love ophæves:
- Lov nr. … af … om … .
- Lov nr. … af … om … .
- Lov nr. … af … om … .«
Skal de pågældende love ophæves samtidig med, at hovedloven, der indeholder ophævelsesbestemmelsen, træder i kraft, er det overflødigt at angive ophævelsestidspunktet. Derimod skal ophævelsestidspunktet angives, hvis det undtagelsesvis adskiller sig fra ikrafttrædelsestidspunktet for hovedloven, som indeholder ophævelsesbestemmelsen.
Skal kun en del af en lov ophæves, bør det normalt ske ved ét eller flere ændringsnumre i en ændringsparagraf, der i forslag til hovedlove – på samme måde som øvrige ændringer af andre love – placeres sidst i loven efter bestemmelserne om ikrafttræden m.v., men inden eventuelle bestemmelser om tidsmæssig gyldighed, revision m.v. og lovens territoriale gyldighedsområde. Om affattelsen af sådanne bestemmelser henvises til pkt. 3.4.5.5 om ophævelser.
Er der tale om et lovforslag, som alene går ud på at ophæve én eller flere andre hele love, foretages ophævelserne i ændringsparagraffer. Der medtages en ændringsparagraf for hver lov, der ophæves. Det samme gælder, hvis ophævelsen af én eller flere hele love sker i forbindelse med, at der foretages ændringer af andre love. I så fald placeres ændringsparagraffer med ophævelser af andre hele love efter ændringsparagraffer med ændringer af andre love. Ophævelsen sker i disse tilfælde på det tidspunkt, der fastsættes som ikrafttrædelsestidspunkt for de pågældende ændringsparagraffer med ophævelser af andre hele love. Sådanne ændringsparagraffer bør affattes således:
»§ …
Lov nr. … af … om … ophæves.«
Er den lov, der skal ophæves, en ændringslov, medtages undertitlen.
I titlen på lovforslag, der indeholder bestemmelser om ophævelse af love, skal titlen på de love, der foreslås ophævet, som udgangspunkt være anført. Der henvises om udformningen af titlen på lovforslag til pkt. 3.4.1.