Det må i almindelighed foretrækkes, at der i en lov angives en bestemt dato for lovens ikrafttræden, f.eks. den 1. januar 2024. En sådan bestemmelse formuleres således:
»Loven træder i kraft den 1. januar 2024.«
En lovs ikrafttrædelsestidspunkt bør fastsættes således, at der sikres en hensigtsmæssig proces i forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget og stadfæstelse og lovens kundgørelse. Det bør således almindeligvis sikres, at der kan ske optagelsesanmodning i Lovtidende på hverdage.
Ved indførelse af nye regler bør man endvidere ud fra et hensyn til muligheden for at indrette sig på de nye regler generelt være opmærksom på at sikre en rimelig tid, fra reglerne vedtages og kundgøres, til de træder i kraft. Dette gælder også i forhold til regler, som indebærer behov for nye administrative tiltag m.v. i kommunerne og regionerne.
Rimelig tid til forberedelse kan understøtte en mere effektiv implementering af nye regler. En periode til at forberede ikrafttrædelsen af nye regler giver eksempelvis kommunerne og regionerne forbedrede styringsmuligheder i forhold til bl.a. at afklare eventuelle fortolkningsmæssige spørgsmål og tilrettelægge interne procedurer med henblik på at kunne foretage en mere kvalificeret sagsbehandling umiddelbart efter lovens ikrafttræden. Tilsvarende kan det ved fastlæggelse af ikrafttrædelsestidspunktet være hensigtsmæssigt at afsætte tid til at tilvejebringe den fornødne it-understøttelse eller til at foretage tilpasninger heraf. Hensynet til en rimelig implementeringsperiode bør indgå i det lovforberedende arbejde, dog således at processer for høringsfrister m.v. ikke sættes unødigt under pres.
Endvidere bør eksempelvis ikrafttrædelse af ændringer i de offentlige budget- og regnskabsopgørelser så vidt muligt følge regnskabsåret, så der ikke skal rettes i de konteringer, som allerede er foretaget.
Det er muligt at sætte lovens bestemmelser i kraft på forskellige tidspunkter. I sådanne tilfælde bør ikrafttrædelsesbestemmelsen som det klare udgangspunkt indledes med et stykke, der fastslår, at loven træder i kraft på tidspunktet for ikrafttrædelsen af de dele af loven, der først skal træde i kraft. Herefter kan der indsættes ét eller flere supplerende stykker, der fastslår, at nærmere angivne dele af loven træder i kraft på et senere tidspunkt. De supplerende stykker bør placeres i den rækkefølge, der svarer til ikrafttrædelsestidspunkterne, så stykker med tidligere ikrafttrædelsestidspunkt placeres før stykker med senere ikrafttrædelsestidspunkt. Supplerende stykker, hvorefter den pågældende minister fastsætter tidspunktet for dele af lovens ikrafttræden, placeres som udgangspunkt til sidst i en række af supplerende stykker.
Hvis lovens ikrafttrædelsesbestemmelse indeholder flere stykker med forskellige ikrafttrædelsestidspunkter, bør det indledende stykke, der fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, indeholde en henvisning til de supplerende stykker. Dette bør ske ved, at der i det indledende stykke indsættes », jf. dog stk. … .«
Hvis dele af et forslag til en hovedlov udskilles til ikrafttræden på et senere tidspunkt, bør de pågældende dele altid angives ved afsnit, kapitler eller paragraffer eller præcise dele heraf (stykker, punktummer, numre, litraer m.v.). Der anvendes således eksempelvis ikke formuleringer som »lovens regler om x-emne træder i kraft den …«. I paragraffen, som indeholder de materielle regler, bør bestemmelserne med det seneste ikrafttrædelsestidspunkt så vidt muligt placeres sidst i rækken af stykker, punktummer, numre, litraer m.v., så der ikke opstår huller i rækken, når de første dele træder i kraft.
Det bemærkes, at bestemmelser, der henviser til andre bestemmelser i lovforslaget, som udgangspunkt ikke bør træde i kraft før de bestemmelser, der henvises til. Hvis der er behov for, at en bestemmelse henviser til bestemmelser med et senere ikrafttrædelsestidspunkt, bør bestemmelsen som udgangspunkt i første omgang affattes uden en henvisning. I samme lovforslag bør der herefter indsættes en nyaffattelse af bestemmelsen med henvisningen, som bør træde i kraft samtidig med de bestemmelser, der henvises til.
Eksempel på ikrafttrædelsesbestemmelse i en hovedlov, hvor en del af loven er udskudt til senere ikrafttræden:
»§ … Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 20-25 og § 32, stk. 3, træder i kraft den 1. juli 2024.«
Hvis dele af et forslag til en ændringslov udskilles til et senere ikrafttrædelsestidspunkt, bør disse dele som udgangspunkt angives ved henvisning til de pågældende ændringsnumre i ændringsloven. Dobbelthenvisninger til både bestemmelserne i den ændrede hovedlov og ændringsnumrene i ændringslovforslaget bør kun anvendes, når det er nødvendigt, det vil sige i de tilfælde, hvor ikrafttrædelsesbestemmelsen kun skal gælde for en del af et ændringsnummer. Den del af den materielle bestemmelse, der indføres med ændringsnummeret, og som udskydes til senere ikrafttræden, bør så vidt muligt placeres sidst i rækken af stykker, punktummer, numre, litraer m.v., så der ikke opstår huller i rækken, når den første del træder i kraft.
Eksempel på ikrafttrædelsesbestemmelse i en ændringslov, hvor et ændringsnummer udskydes til senere ikrafttræden:
»§ …
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § …, nr. …, træder i kraft den 1. juli 2024.«
Eksempel på ikrafttrædelsesbestemmelse i en ændringslov, hvor en del af et ændringsnummer udskydes til senere ikrafttræden:
»§ …
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § … i lov om …, som affattet ved denne lovs § …, nr. …, træder i kraft den 1. juli 2024.«