3.4.5.10. Indsættelse eller ændring af bilag | Lovkvalitet

Ved indsættelse af et bilag eller ved nyaffattelse af et gældende bilag til en lov indsættes bilaget som et bilag til ændringsloven (»denne lov«) i overensstemmelse med de formuleringer, der fremgår nedenfor.

Eksempel på nyaffattelse af et bilag:

»Bilag 2 affattes som bilag 1 til denne lov.«

Eksempel på indsættelse af et nyt bilag:

»Som bilag 2 indsættes bilag 1 til denne lov.«

Selve bilaget affattes således og optrykkes efter selve lovteksten:

»Bilag 1

»Bilag 2

[Bilagets indhold]««

Ved ændring af et gældende bilag beror det på en konkret vurdering, om ændringen af bilaget bør ske ved at nyaffatte det gældende bilag under anvendelse af ovenstående model eller ved at ændre affattelsen af dele af bilaget som et nummer i selve ændringslovforslaget med angivelse af indholdet af den pågældende ændring.

I vurderingen heraf bør det bl.a. indgå, om bilaget indeholder omfangsrige tekststykker, tabeller eller illustrationer m.v., som vanskeligt eller kun med ringe læsbarhed til følge lader sig opdele i flere spalter, idet man i så fald bør nyaffatte bilaget i overensstemmelse med ovenstående model. Det bemærkes i den forbindelse, at paragrafferne i en lov, i modsætning til bilag, i Lovtidende opstilles i spalter. Det bør endvidere indgå i vurderingen, om bilagets systematik og nummerering tillader en tilstrækkelig præcis angivelse af det tekststykke, der ønskes ændret. Også omfanget af de nødvendige ændringer af bilaget bør indgå i disse overvejelser, idet mere omfattende ændringer taler for nyaffattelse af et gældende bilag.

Det anbefales, at der i forbindelse med udarbejdelsen af bilag anvendes en detaljeret systematik og nummerering med henblik på at lette fremtidige ændringer af bilaget og henvisninger til bestemte dele af bilaget.

Back to top