Forslag til ændringslove bør altid udarbejdes med udgangspunkt i gældende ret på fremsættelsestidspunktet.
I indledningen til hver enkelt ændringsparagraf angives den lov, der skal ændres, med nummer, dato og fuldstændig titel. Se følgende eksempel:
Ȥ 1
I lov nr. … af … om … foretages følgende ændring(er):«.
I indledningen til paragraffer vedrørende ændringer af ændringslove angives hele ændringslovens titel, inkl. undertitel.
Er der i lovforslagets titel anvendt en populærtitel angivet i parentes til sidst i titlen, eller er der en i praksis helt fast indarbejdet populærtitel, bør denne titel tillige anvendes i indledningen til den pågældende paragraf.
I sådanne tilfælde affattes indledningen til den relevante paragraf i et ændringslovforslag således, hvis der ikke er udstedt en lovbekendtgørelse:
»I forældelsesloven, lov nr. … af …, foretages følgende ændring(er):«.
Til forskel fra ændringer af love, hvor der som følge af senere ændringer er udstedt en lovbekendtgørelse, udelades i disse tilfælde således »jf.« forud for henvisningen til lovens nummer og dato. Det samme gælder i tilfælde, hvor lovens titel optræder i formen »x-lov« eller »x-loven« (som eksempelvis lov nr. 515 af 6. juni 2007, der har titlen »arvelov«).
Dog bør den fulde titel – inkl. populærtitlen – angives i indledningen til den relevante ændringsparagraf i tilfælde, hvor der foreslås en ændring af lovens titel.
Er der tidligere foretaget ændringer af loven, uden at der derefter er blevet udstedt en lovbekendtgørelse, bør der foruden til loven henvises til ændringslovene. Senere ændringslove anføres alene med nummer og dato. Se følgende eksempel:
»I lov nr. … af … om …, som ændret ved lov nr. … af … og lov nr. … af …, foretages følgende ændring(er):«.
Det er dog ikke nødvendigt at henvise til ændringslove, der har mistet deres betydning som følge af senere ændringslove. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ændringerne i en tidligere ændringslov er ophævet ved en senere ændringslov.
Hvis lovens titel er blevet ændret ved en senere ændringslov, angives den nye titel i indledningen.
I tilfælde, hvor der er adskillige (fem eller flere) ændringslove, kan opremsningen af samtlige ændringslove blive for omfattende. I sådanne tilfælde bør opremsningen derfor begrænses til kun at omfatte de relevante ændringslove og den seneste ændringslov. Se følgende eksempler:
»I lov nr. … af … om …, som ændret bl.a. ved lov nr. … af … og lov nr. … af … og senest ved lov nr. … af …, foretages følgende ændring(er):«.
»I lov nr. … af … om …, som ændret senest ved lov nr. … af …, foretages følgende ændring(er):«.
En ændringslov anses for relevant, hvis der ved den omhandlede lov er foretaget ændring af en paragraf, som nu foreslås ændret ved det lovforslag, som fremsættes. Det gælder dog ikke, hvis den tidligere ændring vedrører et andet stykke end det, der nu foreslås ændret, medmindre den tidligere ændring er relevant for forståelsen af det stykke, som nu foreslås ændret.
Er en af de tidligere ændringer indeholdt i en hovedlov eller i en lov, der ændrer flere love (samlelov), bør den paragraf, hvor ændringen findes, nævnes. Se følgende eksempel:
»I lov nr. … af … om …, som ændret bl.a. ved § … i lov nr. … af … og § … i lov nr. … af … og senest ved § … i lov nr. … af …, foretages følgende ændring(er):«.
Love, der på lovforslagets fremsættelsestidspunkt endnu ikke er trådt i kraft, medtages i indledningen på samme vis som ændringslove, der er trådt i kraft. Et vedtaget ændringslovforslag, der endnu ikke er stadfæstet, medtages derimod ikke i indledningen.
Er loven med senere ændringer skrevet sammen i en lovbekendtgørelse, angives alene lovens titel, hvorefter lovbekendtgørelsen anføres med nummer og dato. Ændringer, der er foretaget efter udstedelsen af en lovbekendtgørelse eller i øvrigt ikke er indarbejdet i lovbekendtgørelsen, anføres. Se følgende eksempel:
»I lov om …, jf. lovbekendtgørelse nr. … af …, som ændret ved lov nr. … af … og § … i lov nr. … af …, foretages følgende ændring(er):«.
Som nærmere beskrevet i pkt. 11.8.3 kan en lovbekendtgørelse udarbejdes efter et materielt kriterium, så kun ændringslove, der er trådt i kraft eller træder i kraft i umiddelbar forlængelse af lovbekendtgørelsens udstedelse, indarbejdes i lovbekendtgørelsen. Er lovbekendtgørelsen udarbejdet efter dette kriterium, bør de ændringslove, der ikke er indarbejdet i lovbekendtgørelsen, nævnes i indledningen til ændringsparagraffen. Det samme gælder, hvis en ændringslov kun delvist er indarbejdet, fordi ændringsloven indeholder bestemmelser, der træder i kraft på forskellige tidspunkter.