Den første paragraf i et forslag til ændringslov bør indeholde samtlige ændringer opdelt i numre (også selv om der kun er tale om én ændring).
Er der tale om et forslag til en ændringslov, der ændrer flere love (en samlelov), skal der være én paragraf for hver lov, der ændres. De love, hvor de væsentligste ændringer foretages, bør placeres i de første paragraffer, mens love, hvor der alene foretages mindre væsentlige ændringer, bør placeres i de sidste paragraffer. Hvis samleloven både omfatter ændringer af hovedlove og ændringslove, bør ændringerne af hovedlovene placeres før ændringerne af ændringslovene.
Hvis samleloven ændrer love på flere ministeriers områder, kan paragrafferne samles på baggrund heraf. I så fald bør der indsættes tekstoverskrifter, der angiver, hvilke fagministerier de love, der ændres, hører under. Som eksempel kan nævnes lov nr. 503 af 23. maj 2018 om ændring af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger, lov om massemediers informationsdatabaser og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen samt medieansvarslovens anvendelse på offentligt tilgængelige informationsdatabaser m.v.).
Derefter følger en paragraf, der indeholder bestemmelser om ikrafttræden samt eventuelle virknings- og overgangsregler. Virknings- og overgangsreglerne placeres i ét eller flere selvstændige stykker. Er virknings- eller overgangsreglerne af mere omfattende karakter, bør de dog udskilles til én eller flere efterfølgende selvstændige paragraffer, der følger umiddelbart efter ikrafttrædelsesbestemmelsen. Der henvises om ikrafttræden og virkning til pkt. 3.5 og om overgangsregler til pkt. 3.7.
Derefter følger en eventuel bestemmelse om lovens territoriale gyldighed. Der henvises om territorialbestemmelser til pkt. 3.8.
Paragraftegn og -nummer anbringes i forslag til ændringslove på en selvstændig linje centreret over paragraffens tekst og ikke som i hovedlove til venstre for tekstens 1. linje. Er paragraffen om ikrafttræden eller senere paragraffer opdelt i flere stykker, forsynes også stk. 1 med stykkebetegnelse.
Der henvises til illustration til eksemplet under pkt. 3.4.5.1.
Om forslag til love, der alene går ud på at ophæve én eller flere love, henvises til pkt. 3.6.