Ændringslovforslagets titel indledes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om …«.
Denne formulering anvendes, uanset om der foreslås én eller flere ændringer af loven. Som hovedregel anføres hele titlen på den lov, der foreslås ændret. Lovens nummer og dato anføres derimod ikke.
Har den lov, der foreslås ændret, en populærtitel angivet i parentes til sidst i titlen (f.eks. lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven)), anføres populærtitlen i stedet for lovens fulde titel (f.eks. »Forslag til lov om ændring af forældelsesloven«).
Som udgangspunkt kan populærtitler, der alene er etableret i praksis, ikke træde i stedet for lovens fulde, autoritative titel. Hvis en populærtitel imidlertid er helt fast indarbejdet i praksis og ikke kan dække over mere end én bestemt lov, kan populærtitlen anvendes i stedet for den fulde titel (f.eks. lov om rettens pleje, der i praksis blot kaldes retsplejeloven).
Er titlen på den lov, der foreslås ændret, udformet sådan, at emnet for loven står først i titlen, det vil sige i formen »x-lov« eller »x-loven«, anføres titlen i bestemt form (f.eks. »Forslag til lov om ændring af arveloven«).
Hvis der med ændringslovforslaget foreslås en ændring af lovens titel, bør den fulde titel – inkl. en eventuel populærtitel angivet i parentes til sidst i titlen – dog angives i ændringslovforslagets titel (f.eks. »Forslag til lov om ændring af lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven)«).
Hvis der med ændringslovforslaget foreslås ændringer af flere love, bør alle disse loves titler som udgangspunkt anføres i ændringslovforslagets titel (f.eks. »Forslag til lov om ændring af lov om …, lov om … og lov om …«). Lovene nævnes i samme rækkefølge som i ændringslovforslagets ændringsparagraffer. Der henvises herom til pkt. 3.4.3.
I de tilfælde, hvor der i samme lovforslag foretages ændring af både en hovedlov og en ændringslov til hovedloven, f.eks. ved ændring af en revisionsbestemmelse i ændringsloven, bør alene hovedloven og ikke tillige ændringsloven nævnes i lovforslagets titel.
Foreslås fem eller flere love ændret, bør alene titlen på den vigtigste lov (eller eventuelt de 2-3 vigtigste love) anføres med tilføjelse af »og forskellige andre love« (se f.eks. lov nr. 593 af 18. juni 2012 om ændring af ligningsloven og forskellige andre love).
Hvis ingen af lovene kan anses for vigtigere end andre, må titlen i stedet søge at angive lovændringens emne (se f.eks. lov nr. 742 af 1. juni 2015 om ændring af forskellige lovbestemmelser om ansøgninger, anmodninger, meddelelser og klager til offentlige myndigheder).
Hvis ændringslovforslaget også indeholder bestemmelser om, at en lov ophæves, bør titlen på denne lov dog altid være anført (se f.eks. lov nr. 559 af 18. juni 2012 om ophævelse af lov om Teknologirådet og om ændring af lov om Det Etiske Råd).
Hvis lovforslaget alene indeholder forslag om ophævelse af en lov, skrives lovens titel således:
»Lov om ophævelse af lov om …«.
Hvis lovforslaget indeholder forslag om ophævelse af flere love, skrives disse i titlen. Hvis titlen bliver for omfattende, kan eksempelvis følgende formulering dog anvendes:
»Lov om ophævelse af en række love på [X-ministeriets] område«.
I titlen på forslag til love, der skal gennemføre EU-direktiver, gengiver bestemmelser fra EU-forordninger eller skal notificeres i henhold til informationsproceduredirektivet, indsættes en EU-notehenvisning. Der henvises om sådanne notehenvisninger til pkt. 7.4.5.