11.8.3. Den praktiske fremgangsmåde | Lovkvalitet

I titlen på lovbekendtgørelsen angives lovens titel, men ikke dens nummer og dato:

»Bekendtgørelse af lov om … .«

Er der ikke tidligere udstedt en lovbekendtgørelse, udformes lovbekendtgørelsens indledning således:

»Herved bekendtgøres lov nr. … af … om … med de ændringer, der følger af lov nr. … af … og § … i lov nr. … af … .«

Er der tidligere udstedt en lovbekendtgørelse, nævnes denne (hvis der er flere, nævnes den seneste) og de senere ændringslove, der ikke er indarbejdet heri, men ikke øvrige ændringslove:

»Herved bekendtgøres lov om …, jf. lovbekendtgørelse nr. … af …, med de ændringer, der følger af lov nr. … af … .«

Hvis de nævnte ændringslove ændrer i flere love, skal paragrafnummeret, der vedrører ændringen til den lov, der bekendtgøres, angives i indledningen til lovbekendtgørelsen. Hvis ændringsloven alene ændrer i en enkelt lov, skal paragrafnummeret ikke angives, jf. eksemplerne ovenfor.

Lovbekendtgørelser kan udarbejdes efter et formelt eller et materielt kriterium. Det formelle kriterium betyder, at alle kundgjorte ændringslove indarbejdes i lovbekendtgørelsen, hvorimod det materielle kriterium indebærer, at man alene indarbejder de ændringslove, der er trådt i kraft eller træder i kraft i umiddelbar forlængelse af lovbekendtgørelsens udstedelse. Ved at anvende den materielle tilgang får man et bedre »øjebliksbillede« af, hvad gældende ret er, i modsætning til en udarbejdelse efter det formelle kriterium, hvor man må bruge indledning og noter som hjælp til at forstå, hvad der er gældende ret.

Udarbejdes lovbekendtgørelsen efter det formelle kriterium, bør der gøres opmærksom herpå allerede i indledningen efter følgende eksempler:

»Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § … træder i kraft på det tidspunkt, x-ministeren fastsætter, jf. § … i lov nr. … af … om … .«

»Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § … træder i kraft den …, jf. § … i lov nr. … af … om … .«

Det er formuleringen i ikrafttrædelsesbestemmelserne i selve ændringsloven, der er bestemmende for ordlyden af det, der skal fremgå af indledningen til lovbekendtgørelsen.

Udarbejdes lovbekendtgørelsen efter det materielle kriterium, bør det på samme måde nævnes i indledningen, hvis der er ændringslove, der ikke er indarbejdet, idet de endnu ikke er trådt i kraft. Dette kan gøres efter følgende eksempler:

»De ændringer, der følger af § … i lov nr. … af … om …, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af disse ændringer fastsættes af x-ministeren, jf. § … i lov nr. … af … .«

»De ændringer, der følger af § … i lov nr. … af … om …, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da de træder i kraft den …, jf. § … i lov nr. … af … .«

Ved udarbejdelse af en lovbekendtgørelse skal en ændringslov, der aldrig er trådt i kraft og efterfølgende er blevet ophævet, ikke medtages i indledningen til lovbekendtgørelsen. Begrundelsen herfor er, at den pågældende ændringslov aldrig har været en del af hovedloven og derfor ikke indarbejdes ved lovbekendtgørelsen. Af ordenshensyn bør der dog laves et underafsnit til indledningen, som affattes således:

»De ændringer, der følger af § … i lov nr. … af … om …, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da ændringerne efterfølgende er ophævet, jf. § … i lov nr. … af … om … .«

Den ophævede ændringslov skal herefter ikke nævnes ved senere lovbekendtgørelser.

Ophævede paragraffer anføres i lovbekendtgørelsen med deres oprindelige paragrafnummer, men alene med teksten: »(Ophævet)«.

Har overgangsbestemmelser i den oprindelige lov ikke længere praktisk interesse, udelades de, men der bør da optages en bemærkning herom, f.eks. således: »§§ …-… (Udelades)«.

Bestemmelser om ikrafttræden i den oprindelige lov medtages.

I det omfang ikrafttrædelses-, virknings- og overgangsbestemmelser i ændringslove til hovedloven fortsat må antages at have betydning, kan de gengives samlet sidst i lovbekendtgørelsen, se f.eks. bekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022 af straffeloven.

Eksempel på gengivelse af en ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse fra en ændringslov:

»Lov nr. … af … om … indeholder følgende ikrafttrædelses[- og overgangs]bestemmelse[r]:

§ …

(Gengivelse af bestemmelsens ordlyd)«

Ved gengivelse af ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser fra ændringslove angives hele ændringslovens titel, inkl. undertitel.

Eksempel på gengivelse af en ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse fra en hovedlov med ændringer i andre love:

»Lov nr. … af … om … indeholder følgende ikrafttrædelses[- og overgangs]bestemmelse[r]:

§ … (Gengivelse af bestemmelsens ordlyd)«

Hvis det har betydning for læseren at vide, hvilket indhold de ændrede bestemmelser havde inden ændringslovens ikrafttræden, kan det i en note angives, hvad ændringerne går ud på.

Back to top