Ministeriernes tilrettelæggelse af lovgivningsarbejdet for et folketingsår skal ske inden for de overordnede retningslinjer og hensyn, som Folketinget og regeringen i samarbejde har udviklet.
Retningslinjerne tager især sigte på at give Folketinget den nødvendige tid til at foretage en grundig behandling af forslagene. Samtidig er overholdelsen af retningslinjerne også en vigtig forudsætning for, at Folketinget kan planlægge lovgivningsarbejdet på en hensigtsmæssig måde.
Retningslinjerne fremgår bl.a. af bestemmelser i Folketingets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 9578 af 4. juli 2023) og af forslag og betænkninger i forbindelse med forretningsordensændringer. Retningslinjerne for lovgivningsarbejdet er endvidere nærmere behandlet i Håndbog i folketingsarbejdet, som kan findes på Folketingets hjemmeside, ft.dk, under »Håndbog i folketingsarbejdet« eller på:
https://www.ft.dk/haandbog-i-folketingsarbejdet.
Regeringen har også i lyset af de praktiske erfaringer med tilrettelæggelsen af lovgivningsarbejdet suppleret de rammer, som direkte fremgår af Folketingets forretningsorden, eller som er aftalt med Folketinget.
Hovedparten af de lovforslag, som regeringen påtænker at fremsætte i løbet af folketingsåret, bør fremsættes ved folketingsårets begyndelse, jf. § 10, stk. 3, i Folketingets forretningsorden. Mindst halvdelen af regeringens lovforslag bør fremsættes inden medio november.
Der lægges vægt på, at der kan fremsættes et betydeligt antal lovforslag allerede i Folketingets åbningsuge.
Som nærmere beskrevet i pkt. 3.5.2 skal erhvervsrettede love som udgangspunkt træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli, og lovforslaget skal som udgangspunkt være vedtaget senest 4 uger før ikrafttrædelsesdatoen. Folketinget har tilkendegivet, at det er vigtigt, at ordningen med de fælles ikrafttrædelsesdatoer ikke hindrer en fyldestgørende folketingsbehandling. For at sikre den nødvendige tid til en ordentlig folketingsbehandling skal lovforslag, der ønskes vedtaget senest 4 uger før den 1. januar, som klar hovedregel fremsættes i Folketingets åbningsuge.
Lovforslag, der fremsættes efter medio november, bør fremsættes kontinuerligt frem til udgangen af februar. Der skal foreligge en særlig begrundelse, hvis et forslag fremsættes efter udgangen af februar.
Denne »februar-frist« er især fastsat for at give Folketinget mulighed for at foretage en grundig behandling af lovforslagene. I en række situationer vil det imidlertid ikke være muligt at overholde fristen. Der kan f.eks. være et særligt politisk ønske om at fremsætte et givet lovforslag. Der kan også være tale om, at gennemførelsen af finanslovsaftalen eller andre politiske aftaler forudsætter hurtig lovgivning. Ligeledes kan der f.eks. være tale om særlige bindinger i forhold til EU. Om der foreligger en sådan særlig begrundelse for, at et lovforslag fremsættes efter udløbet af »februar-fristen«, drøftes konkret mellem det pågældende fagministerium og Statsministeriet, herunder i forbindelse med udarbejdelsen af de løbende statusredegørelser til Folketinget, som statsministeren afgiver i henholdsvis december, februar, marts og april. Der henvises om disse statusredegørelser til pkt. 1.3.6.
Lovforslag bør normalt fremsættes senest den 1. april, for at de kan påregnes gennemført i det pågældende folketingsår, jf. § 10, stk. 3, i Folketingets forretningsorden. Senere fremsatte forslag bør i fremsættelsestalen indeholde en begrundelse for den sene fremsættelse og en angivelse af, om forslaget ønskes gennemført i det pågældende folketingsår. Fremsættes et forslag efter den 1. april, skal der, hvis 17 medlemmer af Folketinget forlanger det, foretages afstemning om, hvorvidt 1. behandling kan finde sted. Forud for en sådan afstemning kan Folketingets formand sætte spørgsmålet til særskilt forhandling.
Denne »april-frist« skal normalt betragtes som det absolut seneste tidspunkt for fremsættelse af lovforslag. Der skal foreligge helt særlige omstændigheder, hvis et forslag fremsættes efter den 1. april.
Hverken »februar-fristen« eller »april-fristen« tager sigte på lovforslag, der fremsættes med henblik på genfremsættelse i det følgende folketingsår. En række hensyn, herunder til lovkvalitet og til offentlighedens inddragelse, kan i nogle tilfælde tale for, at et lovforslag fremsættes til »præsentation«, men først forudsættes undergivet en samlet folketingsbehandling i det følgende folketingsår.
Som nærmere beskrevet i pkt. 8 gælder der en række regler og retningslinjer om forelæggelse af udkast til lovforslag for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v. Der lægges endvidere stor vægt på, at lovgivningsarbejdet tilrettelægges, så der sikres tid til rimelige høringsfrister (se pkt. 9.1 om offentlig høring). Herudover skal udkast til lovforslag bl.a. forelægges for regeringen og behandles i Statsrådet, jf. nærmere pkt. 9.3-9.5.
De ovenfor omtalte rammer for tilrettelæggelsen af lovgivningsarbejdet stiller betydelige krav til ministerierne, herunder om en grundig planlægning af det samlede lovgivningsarbejde, specielt i forbindelse med udarbejdelsen af bidraget til lovprogrammet, samt en stram styring af gennemførelsen af programmet.