Ændringslove medfører ofte, at lovstoffet på det pågældende retsområde bliver uoverskueligt. Det skyldes, at brugerne for at finde ud af, hvad der er gældende lovgivning, ikke kan nøjes med at slå op i én lov, men skal sammenholde den oprindelige hovedlov med senere ændringslove.
Det anførte gør sig naturligvis navnlig gældende, hvor der er gennemført et større antal – eller i øvrigt omfattende – ændringslove.
For at afhjælpe disse ulemper udarbejdes de såkaldte lovbekendtgørelser, dvs. sammenskrivninger af den oprindelige hovedlov med senere ændringslove.
Det er vigtigt, at der så ofte som muligt i forbindelse med lovændringer udstedes lovbekendtgørelser. Det gælder særligt, hvor der er tale om lovgivning, som har praktisk betydning for private.
Lovbekendtgørelser er uden selvstændig retlig betydning. Der er alene tale om en praktisk sammenskrivning af flere lovtekster. Er der fejl i lovbekendtgørelsen, er det således ikke denne, men de love, som den er udarbejdet på grundlag af, der gælder. Lovbekendtgørelser kan udstedes uden særlig lovhjemmel.
Ved afgørelsen af, om der bør udarbejdes en lovbekendtgørelse, skal der bl.a. lægges vægt på, om der er tale om en lov, som hyppigt anvendes af en større del af myndighederne og befolkningen, og om der er gennemført flere eller særligt omfattende ændringer af loven. Endvidere bør der udarbejdes en lovbekendtgørelse, hvis der ved flere forskellige ændringslove er gennemført mindre omfattende ændringer af loven. Kun hvis ændringerne samlet set er af meget begrænset omfang, og loven samtidig vurderes kun at blive anvendt af en begrænset kreds, vil det kunne undlades at udarbejde en lovbekendtgørelse, efter at loven er ændret ved flere ændringslove.
Indarbejdelse af ændringslovene bør kunne foretages alene ved at indføje eller fjerne ord eller sætninger. Dette forudsætter, at ændringslovene består i præcist formulerede ændringer af den gældende lovtekst.
Lovbekendtgørelsen skal således have det indhold, som er tilsigtet ved ændringsloven/ændringslovene.
Er der tale om en ældre lov, der anvender en anden retskrivning end den gældende, kan retskrivningen i de ældre bestemmelser ændres. Også rene stave- eller slåfejl kan ændres, hvis de ikke i sig selv ændrer tekstens mening. Under samme forudsætning kan lovens angivelse af myndigheder ændres. Dette vil især være praktisk, hvis en kongelig resolution har flyttet et bestemt sagområde fra den minister, som nævnes i loven, til en anden minister.
Andre typer af fejlskrivninger, der kræver en fortolkning af teksten, kan derimod ikke ændres. Er der f.eks. ved en fejl kommet til at stå et ”ikke” for meget i en bestemmelse, bør dette ændres ved en ændringslov. Opdages sådanne fejl i forbindelse med udarbejdelsen af en lovbekendtgørelse, bør det angives i en note til lovbekendtgørelsen.
Det kan endvidere angives i en note, at en lov, hvortil der henvises, i mellemtiden er ændret, bortfaldet eller afløst af en ny lov.
Er et særskilt nummereret stykke af en paragraf ophævet, uden at ændringsloven udtrykkeligt har ændret de efterfølgende stykkers nummerangivelse, kan en sådan ændring foretages i lovbekendtgørelsen. Det samme gælder numre og litra.
Er der tale om en ældre lov, hvor de enkelte stykker i en paragraf ikke er forsynet med stykkebetegnelse, kan sådanne betegnelser indsættes i lovbekendtgørelsen.
Ved udarbejdelse af en lovbekendtgørelse skal en ændringslov, der aldrig har været sat i kraft og efterfølgende er blevet ophævet, ikke medtages i indledningen i lovbekendtgørelsen. Begrundelsen herfor er, at den pågældende ændringslov aldrig har været en del af hovedloven og derfor ikke sammenskrives (indarbejdes) ved lovbekendtgørelsen. Af ordenshensyn bør der dog laves et underafsnit til indledningen, som affattes således:
- »De(n) ændring(er), der følger af § … i lov nr. … af …, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da ændringen efterfølgende er ophævet, jf. § … i lov nr. … af … .«
Der kan som eksempel henvises til aktieavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1298 af 31. oktober 2013, og færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013. Den ophævede ændringslov skal herefter ikke nævnes ved senere lovbekendtgørelser.
Lovbekendtgørelser kan udarbejdes efter et formelt eller et materielt kriterium. Det formelle kriterium betyder, at alle kundgjorte ændringslove indarbejdes i lovbekendtgørelsen, hvorimod det materielle kriterium indebærer, at man alene indarbejder de ændringslove, der er trådt i kraft eller træder i kraft i umiddelbar forlængelse af lovbekendtgørelsens udstedelse. Ved at anvende den materielle tilgang får man derved et bedre ”øjebliksbillede” af, hvad gældende ret er, i modsætning til en udarbejdelse efter det formelle kriterium, hvor man må bruge indledning og noter som hjælp til at forstå, hvad der er gældende ret.
Ressortændringer, som følger af en kongelig resolution om overførsel af sagsområder mellem ministerier, skal som udgangspunkt ikke medtages i et lovforslag, da dette må anses som overflødigt, fordi ændringen allerede følger af den kongelige resolution. Sådanne ændringer bør derimod medtages i en lovbekendtgørelse. Desuden kan og bør rene navneændringer medtages i en lovbekendtgørelse.
Der henvises desuden til pkt. 8.10.1. nedenfor.