Der opstår ofte behov for at stille ændringsforslag til fremsatte lovforslag. Sådanne forslag kan stilles mellem 1. og 2. behandling eller mellem 2. og 3. behandling. De fleste ændringsforslag bliver stillet i den betænkning, som det relevante udvalg afgiver over lovforslaget, før forslaget kommer til 2. behandling i Folketingssalen.
De tekniske retningslinjer, der følges ved udarbejdelsen af ændringsforslag, adskiller sig på en række punkter fra dem, der gælder ved udarbejdelsen af »oprindelige« forslag til ændringslove.
Et lovforslag kan kun vedtages efter tre behandlinger i Folketinget, jf. grundlovens § 41, stk. 2. Denne bestemmelse sætter grænser for, hvilke ændringsforslag der kan tages under behandling. Hovedsynspunktet er, at der ikke kan stilles ændringsforslag, som indebærer en ændring af det oprindelige lovforslags identitet.
Det er ikke muligt at opstille faste regler for, hvornår et ændringsforslag er i strid med identitetsprincippet.
Der må anlægges en konkret vurdering af, om ændringsforslaget under hensyn til sit indhold og formål er så forskelligt fra det oprindeligt fremsatte forslag, at det ikke er forsvarligt at unddrage det tre selvstændige behandlinger i Folketinget. For så vidt angår tilfælde, hvor det oprindelige lovforslag ikke er et forslag til hovedlov, men et forslag til ændringslov, må det i den forbindelse særligt fremhæves, at det senere ændringsforslag skal bedømmes i forhold til det oprindeligt fremsatte forslag til ændringslov og ikke i forhold til den lov, som dette forslag indebærer en ændring af. Det senere ændringsforslag skal altså bedømmes i forhold til »forslag til lov om ændring af X-lov« og ikke i forhold til »X-lov«.
Kan et ændringsforslag som følge af kravet om identitet ikke stilles, må forslaget enten opgives eller efterfølgende fremsættes som et selvstændigt lovforslag. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.9 og 5.15 samt bilag 2 i Håndbog i folketingsarbejdet, der kan findes her.