Bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser (de specielle bemærkninger) bør findes efter det sammenfattende skema og bør henvise til de enkelte kapitler og paragraffer i lovteksten (ved ændringslove de enkelte paragraffer og numre).
Ofte bør der knyttes bemærkninger til de enkelte stykker, punktummer, numre og litra inden for paragrafferne. Første gang, at et stykke eller punktum mv. omtales i de specielle bemærkninger, bør henvisningen kursiveres. Se f.eks. bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i forslag nr. L 90 til lov om offentlighed i forvaltningen fra folketingsåret 2010-11, 1. samling.
De specielle bemærkninger bør normalt indeholde oplysning om indholdet af de hidtil gældende regler, om de ændringer heri, som lovforslaget vil medføre, om begrundelsen herfor samt om de virkninger, som den foreslåede ændring kan forventes at få. Afhængig af, hvor omfattende og detaljeret redegørelsen for lovforslagets hovedpunkter i de almindelige bemærkninger er, vil der imidlertid efter omstændighederne helt eller delvis kunne henvises hertil. Indholdet af forslaget og de virkninger, som den foreslåede ændring forventes at få, bør dog i alle tilfælde kunne læses uafhængigt af de almindelige bemærkninger.
I de specielle bemærkninger bør henvisningen til de enkelte paragraffer i lovteksten ske på følgende måde:
»Til § x
- [Omtale af gældende ret]
Det følger af den foreslåede § x …«
Ved ændringslove bør de specielle bemærkninger henvise til lovforslagets enkelte paragraffer og
numre. Er der tale om en omfattende ændringslov, kan den bestemmelse, der ændres, angives i parentes i tilknytning til det pågældende nummer, således at det bliver nemmere at orientere sig i lovforslagets specielle bemærkninger.
Henvisningen i ændringsloven bør i øvrigt ske på følgende måde:
»Til § x
- Til nr. y
[Omtale af gældende ret]
Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i § xx, stk. yy, …«
Det bemærkes, at der generelt bør udvises tilbageholdenhed med at “pulje” numre i de specielle bemærkninger. Dette bør som udgangspunkt alene ske, såfremt der er en meget tæt indholdsmæssig
sammenhæng mellem de pågældende numre, og der ikke dermed sker brud på nummerrækkefølgen.
Redegørelsen for gældende ret i både de almindelige og de specielle bemærkninger til et lovforslag
bør desuden ske ved anvendelse af nutidsform, f.eks.:
- »Den gældende bestemmelse i § … i lov om … medfører, at … .«
Omvendt bør redegørelsen for den foreslåede ordning i både de almindelige og de specielle bemærkninger ske ved anvendelse af fremtidsform, hvor ordet ”vil” anvendes til at beskrive den fremtidige
retstilstand, eller hvor det på anden måde klart fremgår, at den foreslåede ordning ikke allerede er i kraft, f.eks.:
- »Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § … vil medføre, at … .«
I øvrigt har de specielle bemærkninger navnlig til formål detaljeret og udførligt at redegøre for indholdet af de enkelte bestemmelser.
Bemærkninger, der alene gengiver eller refererer ordlyden af den foreslåede bestemmelse, er derfor i almindelighed utilstrækkelige. Opgaven er netop så præcist som muligt at beskrive indholdet af den pågældende bestemmelse og herunder i relevant omfang angive sammenhængen med lovforslagets øvrige regler mv.
Det forhold, at en bestemmelses ordlyd kan give anledning til vanskelige spørgsmål, må således normalt aldrig føre til, at disse spørgsmål forbigås i bemærkningerne, men derimod til, at der gives anvisning på, hvordan de forudsættes løst.
De specielle bemærkninger til strafbestemmelser bør navnlig indeholde en nærmere redegørelse for kredsen af mulige ansvarssubjekter, ligesom gerningsindholdet bør uddybes, således at det bl.a. klart fremgår, hvilken bestemt adfærd der er strafbelagt efter bestemmelsen. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at nævne eksempler på situationer, der er omfattet af kriminaliseringen. I de tilfælde, hvor gerningsindhold og strafhjemmel ikke er indeholdt i samme bestemmelse, vil en tilstrækkelig redegørelse efter omstændighederne kunne være indeholdt i bemærkningerne til den bestemmelse, som strafhjemlen henviser til.
De specielle bemærkninger til bestemmelser, der indeholder konsekvenser for borgernes retssikkerhed, bør forklare og uddybe forslagets indhold og give et fyldestgørende grundlag for at vurdere bl.a. forslagets begrundelse og forventede virkninger.
Jævnligt opstår spørgsmålet om »lovgivning i bemærkningerne«. Det principielle udgangspunkt er, at selve lovteksten så vidt muligt bør udformes på en sådan måde, at alle retsspørgsmål løses her, således at bemærkningerne alene har karakter af uddybning og præcisering af anvendte udtryk mv. Det forudsætter, at den, der affatter lovforslaget, omhyggeligt og grundigt »tænker forslaget igennem«, konstruerer praktiske eksempler, konfronterer dem med lovteksten og herefter om fornødent tilpasser formuleringen, så den dækker.
For en realistisk betragtning kan dette udgangspunkt imidlertid ikke gælde undtagelsesfrit. I visse tilfælde er det ikke praktisk muligt eller hensigtsmæssigt at udforme en lovbestemmelse, der på én gang er præcis og samtidig dækkende i alle henseender. Det gælder f.eks., hvis de spørgsmål, som bestemmelsen regulerer, må løses ud fra en flerhed af hensyn, der ikke lader sig beskrive nøjagtigt og udtømmende i en lovtekst. Der kan f.eks. være tale om bemyndigelser til at dispensere fra en lovs bestemmelser eller til at udstede påbud eller forbud mv.
I sådanne tilfælde må selve bestemmelsen ofte konstrueres som en skønsregel (»hvis forholdene taler for det«, »under særlige omstændigheder« mv.), mens den nærmere angivelse af de hensyn, der skal lægges vægt på, anføres i bemærkningerne.
Nyaffattelse af en bestemmelse indebærer som udgangspunkt, at der skal skrives bemærkninger til hele bestemmelsen, også selv om der for nogle dele af bestemmelsens vedkommende er tale om videreførelse af gældende ret. Det bør i den forbindelse fremgå af de specielle bemærkninger, hvilke dele af bestemmelsen der i givet fald er en videreførelse af gældende ret.
Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt, at der i de specielle bemærkninger til bestemmelser, der helt eller delvis viderefører gældende ret, alene henvises til, at den hidtil gældende retstilstand foreslås videreført uændret. Det gælder også i tilfælde, hvor der som led i regelforenkling foretages en sammenskrivning af flere love.
Hvis der er tale om en konsekvensændring, bør bestemmelsens anvendelsesområde kort beskrives, hvorefter det anføres, hvilken bestemmelse den foreslåede ændring er en konsekvens af.
Hvis der i lovforslaget eller dets bemærkninger henvises til bestemmelser i andre love eller i administrative forskrifter, bør bemærkningerne indeholde citat af bestemmelserne eller de oplysninger om deres indhold, som er nødvendige for forståelsen af lovforslagets indhold og bemærkninger.
Anvendelse af udtrykket »præcisere« bør kun anvendes i et lovforslags bemærkninger, når der reelt er tale om præcisering, f.eks. af gældende ret. En præcisering vil bl.a. kunne foreligge, hvis der med lovforslaget rettes op på fortolkningstvivl, f.eks. ved præcisering af en bestemmelses anvendelsesområde, begreber mv. Derimod vil der som det klare udgangspunkt ikke være tale om en præcisering, hvis f.eks. rettigheder, pligter, betingelser mv. indføres, udvides, afgrænses eller lignende. I disse tilfælde bør udtrykket derfor undgås.