Når det overvejes at indsætte bestemmelser om straf for overtrædelse af en lovs regler, bør det indledningsvist vurderes, i hvilket omfang der er behov for at fastsætte strafansvar ved siden af straffelovens bestemmelser. F.eks. er det strafbart efter straffelovens § 163 skriftligt at afgive urigtige oplysninger til brug i retsforhold, der vedrører det offentlige, og der vil således sjældent være et retligt behov for i særlovgivningen at have en tilsvarende regel om afgivelse af urigtige skriftlige oplysninger.
I samme forbindelse er der dog en række strafferetlige principper mv., der også må tages i betragtning.
Der bør således foretages en nøje prøvelse af hver enkelt bestemmelse i lovforslaget med henblik på at vurdere, om det er nødvendigt at straffe overtrædelser heraf. Fastsættelse af strafansvar bør bygge på en sikker opfattelse af, at anvendelse af strafansvar – i stedet for mindre indgribende sanktioner mv. – er påkrævet. Bl.a. af denne grund bør der ikke indsættes strafbestemmelser, der generelt bestemmer, at »overtrædelse af loven« eller lignende straffes.
Efter straffelovens § 19 kan en overtrædelse af bestemmelser i særlovgivningen, medmindre andet er bestemt, straffes, selv om overtrædelsen alene er begået uagtsomt. Denne bestemmelse indebærer, at det for hver enkelt bestemmelse, der ønskes strafbelagt, må overvejes, om strafansvaret bør begrænses til forsætlige (eller eventuelt forsætlige og groft uagtsomme) overtrædelser. Sådanne overvejelser er navnlig relevante, hvor der hjemles frihedsstraf.
Bestemmelser om straf for overtrædelse af bekendtgørelser bør ikke optages i selve loven, da der i så fald ikke kan foretages den ovenfor omtalte prøvelse af, hvilke bestemmelser i bekendtgørelsen der er behov for at strafbelægge. Hjemlen for straf bør i stedet udformes således, at der i loven indsættes en bestemmelse, hvorefter der i regler, som udstedes i medfør af loven, kan fastsættes straf for overtrædelse af bestemmelser i reglerne. Indeholder den pågældende lov – hvad der er sædvanligt – også i øvrigt strafbestemmelser, bør den nævnte bemyndigelsesbestemmelse indsættes i sammenhæng med disse bestemmelser.
Ved fastsættelse af strafferammen for overtrædelser af den pågældende lov mv. må det tages i betragtning, at spørgsmålet ikke kun har betydning for domstolenes valgmuligheder ved strafudmålingen. Det følger således af straffelovens § 21, stk. 3, at forsøg, medmindre andet er bestemt, kun straffes, hvis der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Der bør selvsagt ikke være tale om at forhøje strafferammen for at undgå denne konsekvens, men det bør overvejes, om det er påkrævet at indføre særlige bestemmelser, der hjemler straf for forsøg.
Bestemmelser, hvis overtrædelse er sanktioneret med straf, skal endvidere være affattet i et så klart og præcist sprog som muligt. Bestemmelserne skal således være affattet på en måde, der gør det muligt for den enkelte borger eller virksomhed at forstå deres retsstilling, og navnlig hvad den enkelte bør foretage eller undlade for at undgå strafansvar.
Strafbestemmelser i særlovgivningen udformes ofte som henvisningsbestemmelser (f.eks. »… overtrædelse af §§ x og y straffes med bøde eller fængsel …«), hvilket i mange tilfælde kan være hensigtsmæssigt.
I sådanne tilfælde, hvor gerningsindhold og strafhjemmel ikke er indeholdt i samme bestemmelse, bør strafbestemmelsen præcist henvise til de regler i loven, hvis overtrædelse skal kunne straffes. En sådan strafbestemmelse bør endvidere ud fra retssikkerheds- og retshåndhævelseshensyn alene anvendes, hvis ansvarssubjektet og gerningsindholdet er tilstrækkeligt præcist beskrevet i den bestemmelse, der henvises til. Den pågældende bestemmelse skal med andre ord være »egnet« til også at kunne virke som strafbestemmelse.
Som eksempel på en strafbestemmelse, der lever op til de nævnte krav, kan angives følgende (fra færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 5. januar 2017, som senest ændret ved lov nr. 698 af 8. juni 2017):
- »§ 42. På andre veje end motorveje og motortrafikveje må køretøjers hastighed ikke overstige følgende grænser:
1) i tættere bebygget område: 50 km i timen,
2) uden for tættere bebygget område: 80 km i timen. […] - § 44. Færdsel på motorvej samt på tilkørsels- og frakørselsvej til en sådan vej må kun ske med motorkøretøjer, som på vandret vej kan og må fremføres med en hastighed af mindst 50 km i timen. […]
- § 118. Med bøde, jf. dog stk. 6, straffes den, der:
1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 1 og 2, nr. 2-6, § 10, § 12, §§ 14-52, § 54, stk. 3-5, § 55 a, stk. 1, § 60 d, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 66 a, stk. 4, § 67, § 70, stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75, §§ 80-81, § 82, § 83 a, § 84, stk. 2, §§ 86-88, §§ 97-99 og § 105, […].«
De specielle bemærkninger til strafbestemmelsen bør navnlig indeholde en nærmere redegørelse for kredsen af mulige ansvarssubjekter, ligesom gerningsindholdet bør uddybes, således at det bl.a. klart fremgår, hvilken bestemt adfærd der er strafbelagt efter bestemmelsen. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at nævne eksempler på situationer, der er omfattet af kriminaliseringen. I de tilfælde, hvor gerningsindhold og strafhjemmel ikke er indeholdt i samme bestemmelse, vil en tilstrækkelig redegørelse efter omstændighederne kunne være indeholdt i bemærkningerne til den bestemmelse, som strafhjemlen henviser til, dvs. i bemærkningerne til §§ 42 og 44 i ovennævnte eksempel.
Juridiske personer
Der er på en række områder behov for at kunne straffe selskaber og andre juridiske personer. Strafansvar for juridiske personer forudsætter, at der i den enkelte særlov findes en bestemmelse herom.
Nye bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer affattes på følgende måde, medmindre der tilsigtes afvigelser fra den almindelige ordning:
- »Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
Strafansvaret omfatter efter straffelovens § 26, stk. 1, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter strafansvaret efter straffelovens § 26, stk. 2, enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de selskaber, der er nævnt i stk. 1. Bestemmelsen kan dog begrænses til at omfatte en eller flere bestemte typer af juridiske personer.
Objektivt individualansvar
Objektivt individualansvar – dvs. bestemmelser om, at en person kan straffes, uanset at lovovertrædelsen ikke kan tilregnes vedkommende som hverken forsætlig eller uagtsom – bør kun indføres under ganske særlige omstændigheder.
Hvis en sådan bestemmelse indføres, bør loven samtidig indeholde en bestemmelse om, at der ikke for dette bødeansvar kan fastsættes forvandlingsstraf.
Hvis der skal kunne fastsættes bestemmelser om objektivt individualansvar i bekendtgørelser, skal dette fremgå udtrykkeligt af lovhjemlen.