Der findes fire typer af ikrafttrædelsesbestemmelser: 1) Bestemmelser, hvorefter loven træder i kraft en bestemt dato, 2) bestemmelser, hvorefter loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, 3) bestemmelser, hvorefter loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og 4) bestemmelser, hvorefter den pågældende minister (eventuelt etapevis) fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Det må i almindelighed foretrækkes, at der i en lov angives en bestemt dato for lovens ikrafttræden, f.eks. den 1. januar.
I en lov, der har umiddelbare retsvirkninger for borgerne, bør en bestemmelse om, at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende eller dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, normalt kun anvendes, hvis det er absolut påkrævet, at loven træder i kraft umiddelbart efter dens kundgørelse, og hvis der ikke kan tages højde herfor under folketingsbehandlingen af lovforslaget, eventuelt i form af et ændringsforslag, når datoen for 3. behandlingen er kendt. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der skal rettes op på en retstilstand, som ikke er i overensstemmelse med forudsætningerne bag loven. Hvis en lov træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende eller dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, bør der redegøres for baggrunden herfor i bemærkningerne til lovens ikrafttrædelsesbestemmelse. Hvis en lov helt undtagelsesvis skal have virkning fra fremsættelsen, angives ligeledes datoen for fremsættelsen og ikke blot, at loven har virkning fra fremsættelsen.
En lovs ikrafttrædelsestidspunkt bør fastsættes således, at der sikres en hensigtsmæssig proces i forbindelse med lovforslagets stadfæstelse og lovens kundgørelse. Det bør således almindeligvis sikres, at der kan ske optagelsesanmodning i Lovtidende på hverdage.
Ved indførelse af nye regler bør fagministerierne endvidere ud fra et hensyn til muligheden for at indrette sig på de nye regler generelt være opmærksomme på at sikre en rimelig tid, fra reglerne vedtages og kundgøres, til de træder i kraft. Dette gælder også i forhold til regler, som indebærer behov for nye administrative tiltag mv. i kommuner og regioner.
Rimelig tid til forberedelse kan understøtte en mere effektiv implementering af nye regler. En periode til at forberede ikrafttrædelse af nye regler giver eksempelvis kommuner og regioner forbedrede styringsmuligheder i forhold til bl.a. at afklare eventuelle fortolkningsmæssige spørgsmål, tilrettelægge interne procedurer, samt for at foretage en mere kvalificeret sagsbehandling umiddelbart efter lovens ikrafttræden. Tilsvarende kan det ved fastlæggelse af ikrafttrædelsestidspunktet være hensigtsmæssigt at afsætte tid til at tilvejebringe den fornødne it-understøttelse eller til at foretage tilpasninger heraf. Hensynet til en rimelig implementeringsperiode bør indgå i det lovforberedende arbejde, dog således at processer for høringsfrister mv. ikke sættes unødigt under pres.
Endvidere bør eksempelvis ikrafttrædelse af ændringer i de offentlige budget- og regnskabsopgørelser så vidt muligt følge regnskabsåret, således der ikke skal rettes i de konteringer, som allerede er foretaget.
Det er for så vidt ikke påkrævet, at lovforslag indeholder en ikrafttrædelsesbestemmelse. I så fald følger det af lovtidendeloven, at loven træder i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori den er indført i Lovtidende, jf. § 3 i lovtidendeloven. Denne fremgangsmåde bør dog normalt undgås og anvendes også kun sjældent i praksis.
Det kan i visse tilfælde være hensigtsmæssigt, at loven bemyndiger vedkommende minister til at bestemme ikrafttrædelsestidspunktet ved udstedelse af en bekendtgørelse herom, f.eks. hvis lovens ikrafttræden forudsætter udfærdigelse af omfattende administrative forskrifter eller gennemførelse af praktiske foranstaltninger, som eksempelvis at tilvejebringe eller tilpasse it-understøttelse. En bemyndigelse herom kan formuleres således:
- »X-minister fastsætter tidspunktet for [lovens ikrafttræden/ikrafttrædelse af lovens § …]. [Ministeren kan herunder fastsætte, at [dele af loven/bestemmelserne] træder i kraft på forskellige tidspunkter.]«
I den forbindelse kan det være nødvendigt, at loven eller enkelte bestemmelser sættes i kraft etapevis:
- »X-minister fastsætter tidspunktet for [lovens ikrafttræden/ikrafttrædelse af lovens § …]. Ministeren kan fastsætte, at [dele af loven/bestemmelserne] træder i kraft på forskellige tidspunkter.«
Det er således muligt at sætte enkelte af lovens bestemmelser i kraft på forskellige tidspunkter. Derimod kan dele af en paragraf (stykke, nummer, litra mv.) ikke sættes i kraft på forskellige tidspunkter.
Ikrafttrædelsesbestemmelser i ændringsloven vedrørende enkelte lovbestemmelser bør kun henvise til den relevante bestemmelse i lovforslaget i tilfælde, hvor det ikke giver anledning til tvivl. Dobbelthenvisninger til både bestemmelsen i selve loven og bestemmelsen i lovforslaget bør kun anvendes, når det er nødvendigt, dvs. i de tilfælde, hvor den pågældende ikrafttrædelsesbestemmelse kun skal gælde for en del af et nummer i lovforslaget, jf. eksempel 2 nedenfor:
Eksempel 1 – ikrafttrædelsesbestemmelse kun med henvisning til bestemmelsen i lovforslaget:
- »Denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den … .«
Eksempel 2 – ikrafttrædelsesbestemmelse med henvisning til både selve loven og bestemmelsen i lovforslaget:
- »§ 2 a. i lov om …, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den … .«
Hvis lovforslaget skal kunne stadfæstes straks, jf. grundlovens § 42, stk. 7, og træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende eller dagen efter, bør følgende formulering anvendes i lovforslaget, jf. stk. 2:
- »Stk. 1. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende/dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.«
Der henvises desuden til pkt. 2.4.1. nedenfor.