Det er relativt få af grundlovens bestemmelser, der har praktisk betydning i det daglige lovgivningsarbejde. Det drejer sig navnlig om § 43 (om beskatning) og § 73 (om ejendomsrettens ukrænkelighed).
Desuden kan bestemmelsen i grundlovens § 75, stk. 2, have betydning for udformningen af lovgivningen om offentlige ydelser.
Grundlovens § 75, stk. 2, har følgende ordlyd:
- »Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.«
Det antages i den statsretlige litteratur, at bestemmelsen i § 75, stk. 2, indebærer, at der skal bestå et offentligt forsorgsvæsen, der sikrer, at personer, der opholder sig mere end rent midlertidigt i Danmark, kan modtage hjælp fra det offentlige.
Ved dom af 15. februar 2012 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 1761) i den såkaldte »Starthjælpssag« har Højesteret fastslået, at grundlovens § 75, stk. 2, må forstås således, at det påhviler det offentlige at sikre et eksistensminimum for personer, der er omfattet af bestemmelsen, og at de ved domstolene kan få prøvet, om kravet er opfyldt.
Grundlovens § 75, stk. 2, fastsætter ikke, i hvilken form hjælpen skal ydes. Det er i den statsretlige litteratur antaget, at hjælpen kan være økonomisk eller bestå i faktiske ydelser.
Undertiden kan også andre grundlovsbestemmelser være af betydning, herunder § 3 (om magtens tredeling), § 63 (om domstolsprøvelse af forvaltningsakter mv.), § 72 (om boligens ukrænkelighed og meddelelseshemmeligheden) og §§ 77-79 (om ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed). For disse bestemmelsers vedkommende opstår forholdsvis sjældent egentlige retlige spørgsmål, men i højere grad spørgsmål i forhold til de bredere retspolitiske grundsætninger, som bestemmelserne er udtryk for.