3. Retlige grænser og almindelige principper

Efter grundlovens § 3 er den lovgivende magt hos kongen (regeringen) og Folketinget i forening.

Det betyder, at lovgivningsmagten har en almindelig kompetence, der hviler umiddelbart på grundloven. I modsætning til forvaltningen, der er undergivet et legalitetsprincip, når der f.eks. udstedes bekendtgørelser, skal lovgivningsmagten ikke påvise en særlig hjemmel til at lovgive. Hjemlen følger af grundlovens § 3.

Lovgivningsmagtens kompetence er på den anden side ikke ubegrænset. De retlige grænser for lovgivningsmagten sættes principielt og først og fremmest af grundloven.

Endvidere skal der tages hensyn til Danmarks internationale forpligtelser. Her er det navnlig EU-retten, der er relevant. Men også folkeretlige regler, herunder traktater og konventioner, som Danmark har tiltrådt, har betydning. Det gælder bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hertil kommer, at lovgivningsmagten bør iagttage nogle almindelige retsprincipper mv., som der bør udvises særlig opmærksomhed over for.

Der henvises desuden til pkt. 3.1. – 3.2. nedenfor.

• 3.1. Retlige grænser
  • 3.1.1. Grundloven
  • 3.1.2. EU-retten
  • 3.1.3. Internationale menneskerettighedskonventioner
    • 3.1.3.1. Forbud mod selvinkriminering
    • 3.1.3.2. Forbud mod straf med tilbagevirkende kraft
    • 3.1.3.3. Retten til privatliv mv.
    • 3.1.3.4. Forbud mod diskrimination
• 3.2. Almindelige retsprincipper
  • 3.2.1. Principper, der bygger på grundloven
    • 3.2.1.1. »Singulær« lovgivning
    • 3.2.1.2. Regulering af strafniveauet
    • 3.2.1.3. Endelighedsbestemmelser
    • 3.2.1.4. Kontrolbestemmelser
  • 3.2.2. Tilbagevirkende kraft
  • 3.2.3. Tilbagekaldelse af autorisationer mv.
  • 3.2.4. Udpantningsret
  • 3.2.5. Områder, der er reguleret af uskrevne retsregler
  • 3.2.6. Forholdet til centrale tværgående love og retsgrundsætninger
  • 3.2.7. Regeludstedelse i forhold til kommuner og regioner