8.1.

Stadfæstelse

     
Opdateret: 05.12.2017

Når et lovforslag er endeligt vedtaget i Folketinget, skal det stadfæstes, jf. grundlovens § 22.

Stadfæstelse skal efter grundloven ske inden 30 dage efter vedtagelsen. Overholdes denne frist ikke, kan stadfæstelse ikke ske. Lovforslaget er i så fald bortfaldet og må i givet fald fremsættes på ny.

Omvendt kan stadfæstelse normalt ikke ske inden for de første tre søgnedage (herunder lørdage) efter lovforslagets vedtagelse. Det skyldes, at et mindretal i Folketinget inden for denne frist som udgangspunkt kan begære folkeafstemning om lovforslaget. Foreligger der et særdeles påtrængende tilfælde, og indeholder lovforslaget en særlig bestemmelse herom, kan forslaget imidlertid stadfæstes straks efter vedtagelsen, jf. grundlovens § 42, stk. 7.

Stadfæstelse sker som udgangspunkt i Statsrådet. Det gælder, uanset om det lovforslag, der er vedtaget, er fremsat af regeringen eller af oppositionen.

Der er tre typer af statsrådsbehandling i forbindelse med stadfæstelsen:

  • Stadfæstelse i Statsråd af lovforslag. Når et lovforslag er vedtaget af Folketinget, forelægges det til stadfæstelse i førstkommende statsrådsmøde.
  • Stadfæstelse uden for Statsråd af lovforslag samt efterfølgende bekræftelse i Statsråd af stadfæstelsen. Hvis en stadfæstelse ikke kan afvente førstkommende statsrådsmøde, kan forslaget efter forudgående aftale med Statsministeriet forelægges til stadfæstelse gennem Kabinetssekretariatet. Stadfæstelsen bekræftes herefter i førstkommende statsrådsmøde.
  • Godkendelse i Statsråd af efterfølgende stadfæstelse uden for Statsråd. Hvis statsrådsmøde afholdes inden udløbet af den ovenfor nævnte frist på tre søgnedage, og lovforslaget kan undergives folkeafstemning, kan sagen efter aftale med Statsministeriet refereres i et statsrådsmøde med henblik på stadfæstelse uden for Statsråd. Stadfæstelsen kræver i denne situation ikke bekræftelse i et efterfølgende Statsråd.

Det må understreges, at det er det enkelte fagministeriums ansvar at forelægge sager i Statsrådet, både før fremsættelsen af lovforslag og i forbindelse med stadfæstelsen af vedtagne forslag.

Den sidste sætning i love og kongelige anordninger affattes således: »Under Vor Kongelige Hånd og Segl«. Som eksempler på hvordan stedet for underskrivelsen betegnes, kan nævnes: »på Amalienborg«, »på Christiansborg slot«, »på Graasten slot«, »på Fredensborg slot«, »i Jagthuset, Trend skov«, »i Kongeskibet Dannebrog, Kattegat« eller »i Kongeskibet Dannebrog, Aarhus«.

Hvis lovforslaget skal kunne stadfæstes straks, jf. grundlovens § 42, stk. 7, bør følgende formulering anvendes i lovforslaget, jf. stk. 2:

»Stk. 1. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende/dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.«

Der bør i de specielle bemærkninger til bestemmelsen redegøres for begrundelsen for, at der foreligger et særdeles påtrængende tilfælde, se f.eks. de specielle bemærkninger til § 2, stk. 2, i lovforslag nr. L 185 af 3. maj 2016 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Ophævelse af 60/40-støtteordningen for solcelleanlæg) fra folketingsåret 2015-16.