6.6.

Fremsættelsestale

     
Opdateret: 04.12.2017

Den formelle fremsættelse af et lovforslag foregår ved en kortfattet skriftlig sammenfatning af forslagets hovedpunkter.

Oprindelig var fremsættelsestalen mundtlig, som udtrykket antyder, men siden Folketingsåret 1992-93 har den mundtlige fremsættelsesform ikke været anvendt.

Fremsættelsestalen indledes således:

»Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:        

Forslag til lov om…«

Fremsættelsestalen indeholder typisk en summarisk gengivelse af lovforslagets bemærkninger med vægt på den almindelige baggrund for lovforslaget og de principielle og politisk relevante hovedpunkter af dets indhold.

I de tilfælde, hvor et forslag ikke sendes i høring eller først sendes i høring umiddelbart inden eller samtidig med fremsættelsen, bør ministeren oplyse dette i fremsættelsestalen. Ministeren bør endvidere redegøre for baggrunden herfor samt for, om ministeren ønsker lovforslaget 1. behandlet, inden høringssvar og høringsnotat i givet fald foreligger.

I de tilfælde, hvor der er tale om erhvervsrettet lovgivning, der ønskes vedtaget senest 4 uger før den 1. januar eller 1. juli, bør dette ligeledes fremgå af fremsættelsestalen.

Det følger af § 13, stk. 1, i Folketingets forretningsorden, at 3. behandling af et lovforslag ikke må finde sted før 30 dage efter fremsættelsen. I medfør af § 42 kan der i særdeles påtrængende tilfælde på forslag af formanden eller efter et skriftligt indgivet forslag af 17 medlemmer afviges fra forretningsordenens regler, for så vidt de ikke beror på grundlovsbestemmelser eller andre lovbestemmelser, når trefjerdedele af de stemmende tilslutter sig forslaget, jf. § 33, stk. 1, 2. pkt.  I de tilfælde, hvor der ønskes dispensation i medfør af § 42, så et lovforslag kan blive behandlet på mindre end 30 dage, bør ministeren oplyse og begrunde dette i fremsættelsestalen. Se f.eks. fremsættelsestalen i forbindelse med fremsættelse af lovforslag nr. L 185 af 3. maj 2016 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Ophævelse af 60/40-støtteordningen for solcelleanlæg) fra folketingsåret 2015-16.

Hvis et lovforslag fremsættes efter den 1. april, bør der i fremsættelsestalen være en begrundelse for den sene fremsættelse. Desuden bør det oplyses, om ministeren ønsker, at forslaget gennemføres i det pågældende folketingsår.

Fremsættelsestalen afsluttes således:

”Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.”

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i Håndbog i folketingsarbejdet:
http://www.ft.dk/~/media/sites/ft/pdf/publikationer/haandbog_i_folketingsarbejde.ashx