6.1.7.

Høringssvar og høringsnotat

     
Opdateret: 17.09.2017

Det pågældende fagministerium sender de indkomne høringssvar samt et høringsnotat med kommentarer til høringen til det eller de pågældende folketingsudvalg.

Høringsnotatet indeholder et kortfattet referat af høringssvarene samt kommentarer fra ministeren til høringssvarene. Det er grunden til, at høringsnotatet ofte kaldes en kommenteret høringsoversigt. Af ministerens kommentarer i høringsnotatet fremgår det, på hvilke punkter de hørte er blevet imødekommet, og på hvilke punkter de hørte ikke er blevet imødekommet, og begrundelserne herfor.

Materialet oversendes normalt til det relevante udvalg i Folketinget samtidig med fremsættelsen, medmindre der konkret kan gives en begrundelse for at fravige denne frist. Udvalgssekretariatet bør i givet fald orienteres om den senere oversendelse og begrundelsen herfor.

Hvis høringssvar og høringsoversigt ikke kan oversendes til Folketinget samtidig med fremsættelsen, bør materialet under alle omstændigheder oversendes senest torsdag kl. 15 i ugen før 1. behandlingen i Folketinget.

Hvis materialet til Folketinget ikke kan oversendes torsdag i ugen før en berammet 1. behandling, må det som udgangspunkt forventes, at 1. behandlingen udskydes, indtil det nævnte materiale foreligger. Ministeren kan dog indgå anden aftale med Folketingets formand. Der kan således foreligge særlige tilfælde, hvor der f.eks. er tale om et indgreb, hvis formål ville være forspildt, hvis høringen blev foretaget inden 1. behandlingen.