6.1.3.

Hvem skal høres?

     
Opdateret: 02.07.2018

Det er selvsagt ikke muligt generelt at angive, hvem der bør høres over lovudkast. I almindelighed kan det siges, at alle offentlige myndigheder og organisationer mv., der – praktisk eller mere principielt eller ideelt – vil blive berørt af lovforslaget, bør høres.

Alle fagministerier skal sende udkast til lovgivning med implementeringskonsekvenser i høring i Digitaliseringsstyrelsens Sekretariat for digitaliseringsklar lovgivning. Forslag skal så vidt muligt fremsendes senest 6 uger før ekstern høring. Udkast til lovforslag sendes direkte til sekretariatet på klar-lovgivning@digst.dk.

Alle fagministerier skal sende udkast til erhvervsrettet lovgivning i høring hos Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER). Udkast til lovforslag sendes i forbindelse med høringen direkte til TER på letbyrder@erst.dk. Desuden skal ministerierne sende et implementeringsskema for lovforslag med bebyrdende erhvervsøkonomiske konsekvenser for erhvervslivet, der implementerer EU-regulering eller indfører nationale særregler, der har forbindelse med implementeringen, til EU-Implementeringsudvalgets sekretariat i Beskæftigelsesministeriet, inden lovforslaget sendes i offentlig høring.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at EUF-Traktaten og flere direktiver indeholder bestemmelser om, at medlemsstaterne på nærmere angivne områder skal høre Europa-Kommissionen, før de udsteder nationale regler. Et lovforslag bør i almindelighed ikke fremsættes, før en høring er gennemført i overensstemmelse med den pågældende høringsforskrift.

Et praktisk vigtigt eksempel på en høringsforskrift findes i EUF Traktatens artikel 108, stk. 3, om statsstøtte. Et andet praktisk vigtigt eksempel på en høringsforskrift findes i det såkaldte informationsproceduredirektiv. Der henvises i øvrigt til afsnit 5.2. om Forelæggelse for Europa-Kommissionen mv.

Hvis der er tale om et lovforslag, der har betydning for persondatabeskyttelsen, skal det sendes i høring hos Datatilsynet.