3.1.3.4.

Forbud mod diskrimination

     
Opdateret: 14.09.2017

Artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har følgende ordlyd:

»Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.«

Bestemmelsen har ikke karakter af et generelt forbud mod diskrimination, men gælder alene inden for områder, der er omfattet af konventionens øvrige bestemmelser (eller protokoller).

Artikel l4 er således accessorisk til konventionens øvrige rettigheder, hvilket betyder, at den kun kan anvendes sammen med én eller flere af disse. Heri ligger intet krav om, at en anden rettighed skal være krænket, men alene et krav om, at den foreliggende situation skal ligge inden for rettighedens virkeområde.

Som eksempler kan nævnes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bl.a. har fundet, at sundhedspleje er omfattet af virkeområdet for artikel 8, og at en lang række sociale ydelser kan henføres til virkeområdet for retten til ejendom i artikel 1 i den 1. tillægsprotokol til konventionen.

Artikel 14 indeholder en ikke-udtømmende opregning af diskriminationsgrunde og omfatter derfor i princippet enhver form for forskelsbehandling mellem personer eller grupper af personer. Bestemmelsen indeholder således efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis et forbud mod usaglig forskelsbehandling, der indebærer, at personer i sammenlignelige situationer som udgangspunkt skal behandles ens.

Det følger endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at en forskelsbehandling er diskriminatorisk – og dermed i strid med artikel 14 – hvis den ikke er objektivt og sagligt begrundet. Heri ligger omvendt, at forskelsbehandling er lovlig, hvis den varetager et anerkendelsesværdigt formål, og der er proportionalitet mellem det anvendte middel og det formål, der søges realiseret.

Fastsættelse af regler, hvor der f.eks. stilles krav om statsborgerskab eller sprog, eller hvor der på anden måde gøres forskel mellem persongrupper som betingelse for at udøve et erhverv, opnå en økonomisk ydelse, få adgang til boliger eller lignende, kan rejse spørgsmål i forhold til forbuddet mod diskrimination. I sådanne tilfælde er det derfor nødvendigt at overveje, om den pågældende forskelsbehandling varetager et anerkendelsesværdigt og sagligt formål, og om den er mere indgribende, end formålet nødvendiggør.

Det bemærkes, at det ofte endvidere vil være relevant at overveje artikel 26 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder i forbindelse med spørgsmål om diskrimination. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.«

I modsætning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 indeholder artikel 26 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder et generelt diskriminationsforbud. Bestemmelsen kan således anvendes uafhængigt af konventionens øvrige rettigheder og omfatter enhver forskelsbehandling i lovgivningen.

Det følger af praksis fra FN’s Menneskerettighedskomité, at der ikke vil være tale om diskrimination i strid med artikel 26, hvis kriterierne for forskelsbehandlingen er objektive og rimelige, og hvis formålet med forskelsbehandlingen er berettiget i henhold til konventionen.

FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder er ligesom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention folkeretligt bindende for Danmark. FN’s Menneskerettighedskomités udtalelser om konventionen er dog – i modsætning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – ikke folkeretligt bindende for Danmark. Endvidere er FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder ikke – som det er tilfældet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – ved lov gjort til en del af dansk ret (inkorporering).

Endelig bemærkes det, at artikel 21, stk. 1, i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (Charteret) indeholder et diskriminationsforbud, der lyder som følger:

»Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.«

Som omtalt under afsnit 3.1.2 er Charteret rettet til EU’s institutioner mv. og til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. Som anført samme sted fremgår det af forklaringerne til Charteret, at bestemmelsen bygger på bl.a. artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at den – i det omfang den falder sammen med konventionens artikel 14 – anvendes i overensstemmelse hermed.