3.1.3.3.

Retten til privatliv mv.

     
Opdateret: 04.12.2017

Artikel 8 om retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har følgende ordlyd:

»Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.«

Bestemmelsens stk. 1 omfatter retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance.

Retten til respekt for privatlivet er nøje knyttet til de andre elementer i bestemmelsen (familieliv, hjemmeliv, bolig og korrespondance), men har desuden et selvstændigt indhold.

Kernen i begrebet »privatliv« er retten til en sfære, inden for hvilken den enkelte uforstyrret kan udfolde og udvikle sin personlighed. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis lagt til grund, at privatliv er et meget bredt begreb, som det hverken er muligt eller nødvendigt at definere udtømmende.

Det beskyttede privatliv er ikke begrænset til en indre sfære, hvor personen kan leve sit eget personlige liv efter eget ønske, men omfatter tillige i et vist omfang retten til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker.

Indsamling, videregivelse, udveksling og anden behandling af personlige oplysninger kan udgøre indgreb i retten til respekt for privatliv. Der henvises herom til afsnit 2.7.6 om bestemmelser om behandling af personoplysninger.

Artikel 8 beskytter endvidere retten til respekt for en persons familieliv. Udgangspunktet for afgrænsningen af familiebegrebet i artikel 8 er den traditionelle kernefamilie, således som denne tradition er blevet modificeret i moderne familiepraksis. Ægtefæller og faste samlivspartnere og deres mindreårige fællesbørn, børn af tidligere og senere ægteskaber eller samlivsforhold samt børn uden for ægteskabet er således omfattet af begrebet. Bedsteforældre og børnebørn vil almindeligvis også være omfattet af begrebet familie, ligesom andre nære slægtninge kan falde ind under begrebet. Uden for kernefamilien vil det dog bero på en konkret vurdering, om der mellem de pågældende personer består et familieliv, der er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 .

Retten til et familieliv omfatter efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis retten til at opretholde et eksisterende familieliv, f.eks. ved at staten undlader at udvise et familiemedlem, samt i visse situationer statens positive forpligtelse til at yde bistand i forbindelse med realiseringen af retten. Staten har dog en relativt bred skønsmargin i denne henseende.

Artikel 8 beskytter desuden retten til respekt for hjemmet. Begrebet »hjem« omfatter først og fremmest en persons bolig, men er efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ikke udelukkende begrænset hertil, idet også visse professionelle eller kommercielle lokaler, herunder forretnings- og kontorlokaler, kan være omfattet. I praksis forekommer indgreb i hjemmet omfattet af artikel 8 oftest i forbindelse med efterforskningsskridt i strafferetsplejen, f.eks. ransagning og beslaglæggelse, samt på en række forvaltningsområder, hvor der er adgang til at foretage besigtigelse og undersøgelse.

Retten til respekt for »korrespondance« indebærer som udgangspunkt en ret til meddelelseshemmelighed i forbindelse med samtlige former for kommunikation, herunder telefonopkald og -samtaler, telegrammer, telefax, radiokommunikation, e-mail og anden internetkommunikation. Enhver form for forstyrrelse eller overvågning, f.eks. i form af brevåbning, brevstandsning, aflytning, registrering mv., af personers kommunikation uden deres forudgående tilladelse er omfattet.

Det følger af artikel 8, stk. 2, at retten til respekt for privat- og familielivet, hjemmet og korrespondance ikke er absolutte rettigheder. Der kan således gøres indgreb i disse rettigheder, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Det følger af artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af de omhandlede rettigheder, hvis det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Et indgreb i de rettigheder, der beskyttes efter stk. 1, skal således have lovhjemmel (legalitetskravet), varetage et af de opregnede legitime formål samt være nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionalitetskravet).

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis er opregningen af anerkendelsesværdige formål i artikel 8, stk. 2, udtømmende og skal fortolkes indskrænkende.

De krav, der stilles til indgreb i de omtalte rettigheder, skal ses i lyset af bestemmelsens hovedformål, som er at beskytte mod vilkårlige indgreb fra statens side.

Legalitetskravet i artikel 8, stk. 2, indebærer dels, at indgrebet skal have hjemmel i national ret, dels at den pågældende nationale regel skal opfylde visse retssikkerhedsmæssige krav, således at borgeren har adgang til reglen (tilgængelighedskravet) og med en efter forholdene rimelig sikkerhed kan forudse reglens konsekvenser (forudsigelighedskravet).

Betingelsen om, at et indgreb i de beskyttede rettigheder skal være »nødvendigt i et demokratisk samfund«, bliver efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis fortolket som et krav om proportionalitet, dvs. at der skal være en rimelig balance mellem det formål, der søges realiseret ved det aktuelle indgreb, og det middel hertil, som indgrebet repræsenterer.